Opsamling: Videokontakt i det tværsektorielle - temadag 14. maj 2024
Vidensdeling og erfaringsudveksling er central for at øge anvendelsen af videokontakt i sundhedsvæsenet og netop dette var i højsædet ved temadagen for Region Syddanmarks sygehuse 14. maj 2024.
Interessen for dagens tema om brugen af videokontakt i sundhedsvæsenet er stor.
Det viste det store fremmøde ved den tredje temadag i Syddansk Sundhedsinnovation med fokus på brug af video på regionens sygehuse mellem patienter, pårørende og sygehus. Et bredt udsnit af omkring 70 klinikere og andre ansatte fra regionens sygehuse og stabe var mødt op for at vidensdele.
Eksklusionskriterier frem for inklusionskriterier
Dagens første programpunkt var en præsentation af, hvordan Lokalpsykiatri Odense afholder primærsamtaler med patienter på video i Ældrepsykiatrisk Team (ÆPT) og Akutteam for Demente. Primærsamtalen er den første samtale med patienten, hvor der udarbejdes en lægelig vurdering af patientens tilstand.
Christian Korthé Carlsen fra Center for Digital Psykiatri og funktionsleder og oversygeplejerske Anne Kamuk fra Lokalpsykiatrien i Odense, fortalte om hvordan man kan integrere primærsamtalen i patientforløbet som standard.
Med paralleller til Center for Digital Psykiatris arbejde med ”Video som Standard”, fortalte de, hvordan de bl.a. har udarbejdet en arbejdsgangsbeskrivelse, der tydeliggør hvordan og hvornår videokontakt anvendes som standard ved primærsamtaler og i hvilke særlige situationer, der ikke bruges videokontakt. Der arbejdes altså med eksklusionskriterier frem for inklusionskriterier.
Se præsentationen: "Primærsamtaler på video i Ældre Psykiatrisk Team og Akutteam for Demente - Lokalpsykiatri Odense."
Eksempler på videokontakt i det tværsektorielle
Der blev præsenteret yderligere fire eksempler fra klinikken:
- Videostuegang
ved Marie Glent-Rolle, Klinisk Udvikling og Nadia Panduro Dall, Hjertemedicinsk Afdeling B på Odense Universitetshospital.
Se præsentation: "Videostuegang – erfaringer fra Odense Universitetshospital." - Videokonsultationer med fængslede patienter
ved Helle Howland Wolff og Maja Ankerstjerne Møller fra Rygmedicinsk Ambulatorium på Rygcenter Syddanmark, Sygehus Lillebælt.
Se præsentation: "Assisterede videokonsultationer med fængslede patienter." - Lindrende behandling via videokontakt
ved Eithne Hayes Bauer, Forsk.- og udviklingssygeplejerske og Caroline Nielsen, Medicinske Sygdomme på Sygehus Sønderjylland
Se præsentation: "Videokonsultationer i Team for Lindrende Behandling." - Videokonsultationer på plejehjem
ved Sanne Jeppesen, Klinisk Udvikling og Natassia Kamilla Juul, Medicinsk Afdeling M-FAM på Odense Universitetshospital.
Se præsentation: "Videokonsultationer på plejehjem."
Efter korte pitch af løsningerne drøftede deltagerne i mindre grupper mulighederne for at lade sig inspirere af løsningerne i egen afdeling. Spørgelysten var stor blandt deltagerne, og der blev delt viden og erfaringer på tværs.
”Sparringscafé” om tekniske løsninger
Som afslutning på dagen afholdt vi en "Sparringscafé", hvor IT-medarbejdere fra hver sygehusenhed stod klar til at svare på spørgsmål og fortælle om de tekniske muligheder og anbefalinger i egen sygehusenhed.
Samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation
Under ”Sparringscaféen” havde Syddansk Sundhedsinnovation selv en stand, hvor specialkonsulent Anne Hagelskjær Asmussen og chefkonsulent Anne Friis Hansen gav deltagerne viden og inspiration om, hvordan sygehusene kan samarbejde med og trække på bistand fra Syddansk Sundhedsinnovation.
Læs om de ydelser, som Syddansk Sundhedsinnovation tilbyder.
Kommende temadage
På nuværende tidspunkt planlægges ikke flere temadage om videokontakt i 2024, men der holdes yderligere to temadage om arbejdskraftsfrigørende teknologi til efteråret.
5. september afholdes temadag med fokus på vidensdeling om AI-projekter og -løsninger i Region Syddanmark. Der er åbent for tilmelding .
Sidst i september, afholdes endnu en temadag om arbejdskraftsfrigørende teknologi - denne gang med fokus på automatisering. Dato og invitation følger.
Kontakt
Stephanie Anker Gents
Projektleder, cand.scient.san
Brugercentreret Innovation
24 65 50 77 sag@rsyd.dk