Hjerterum i børne og ungdomspsykiatrien udviklet af patienter, pårørende og medarbejdere
Med brugerinddragelse fik Børne og Ungdomspsykiatri Odense og Aabenraa skabt bedre fysiske rammer. Det gav mere tryghed, færre konflikter og mindre brug af tvang
- PROJEKTET ER AFSLUTTET
Download og læs rapporter og materialer fra projektet:
- Hjerterum B&U psykiatrien Odense, rapport nov. 2016
- Hjerterum Aabenraa - Indsigt og Koncept, okt. 2016
- ECT-evaluering-opsamling, okt. 2016
- Lys i psykiatrien - præsentation
- Innovationsworkshop nov. 2015
- Bruttoliste-ideer til deeskalerende miljø, sept. 2015.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Døren til personalekontoret går op og smækker op til 72 gange i timen. Personalet på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense har travlt, og det smitter af på patienterne. Der går ofte lang tid, før de beder om hjælp, og nogle gange er det for sent og en konfliktsituation opstår.
Det ville afdelingen lave om på.
Inspireret af Ned med Tvang konferencen og Psykiatrien i Ballerup skabte afdelingen nye fælles miljøer og omlagde arbejdsgange til gavn for både personale, patienter og pårørende.
- Målet er at skabe et miljø, hvor personalet mere naturligt opholder sig sammen med de unge patienter og eksempelvis laver kontorarbejde i samvær med dem. Det skaber tryghed og mulighed for en uformel dialog, som de unge ofte har brug for. Altså et fællesskabsrum med nærvær og samvær, som vi alle kender det fra hjemmets køkkenalrum, og hvor man kan være sammen og være alene sammen, fortæller projektchef i Dorte Dalkjær.
Åben dialog og ideudvikling i Odense
Indretningsprojektet startede med en workshop i september 2015 i Syddansk Sundhedsinnovation, Odense.
Her var deltagere fra Psykiatriens Hverdagstestere, medarbejdere i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og repræsentanter fra lys- og møbelproducenter samlet til åben ideudvikling.
På baggrund af research, dataindsamling og brugerinddragende feltarbejde i afdelingen blev der på workshoppen udviklet konkrete ideer til, hvordan man kan skabe et deeskalerende miljø i psykiatrien i Danmark.
De unge kom med deres input
Også de unge patienter blev inddraget i ideudvikling. Forud for workshoppen var medarbejdere fra Syddansk Sundhedsinnovation på feltstudier i afdelingen. Her interviewede de børnene, de unge og deres pårørende og fik deres input til en indretning, der forbygger uro og utryghed.
- De unge på vores afdeling har selv peget på en række mulige forbedringer. Bl.a. ønsker de mere synlige informationer om, hvad de skal lave i løbet af dagen, og hvor de selv kan komme med ideer til aktiviteter. De giver også udtryk for, at det er vigtigt at føle sig tryg. Så er der også mindre risiko for, at konflikter opstår, fortæller Lene Granhøj, oversygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.
Også virksomheder blev inddraget
For at skabe et optimalt indretningskoncept blev der integreret sansestimulerende lys og film samt indretning med multimøbler, trapper og alkover.
Ved workshoppen deltog også en række virksomheder, der producerer lysløsninger og møbler. De var inviteret med i projektet for at bidrage med møbler og lyskoncepter, som understøtter et stemningsfuldt miljø.
I løbet af efteråret 2015 blev centrale funktioner og områder på afdelingen bygget om og indrettet ud fra de nye koncepter og tanker. Og de nye rammer stod klar i starten af 2016.
Hjerterum - også i Aabenraa
I forlængelse af de gode resultater i Børne og Ungdomspsykiatri Odense bredte indretningsprojektet sig til Børne og Ungdomspsykiatri Aabenraa, som indviede sit hjerterum i marts 2017.
BAGGRUND - Hjerterumsprojektet
Hjerterumsprojektet bestod af flere elementer:
- Stemningssættende lyd, lys og billeder
- Multimøbler
- Arbejdspladser i fællesmiljøet (i stedet for inde i et kontor med glasruder)
- Visuel guidning rundt i afdelingen.
Konceptet er resultatet af en brugerdreven designproces, hvor patienter, medarbejdere og virksomheder sammen har udviklet ideer, der er blevet testet, inden det færdige koncept.
Mindre tvang i psykiatrien
Psykiatrien i Syddanmark har fokus på at minimere anvendelse af tvang og har igangsat flere initiativer for at nå målsætningen om at minimere brugen af tvang med 50 % i psykiatrien inden 2020.
Indretningsprojektet var et af flere demonstrationsprojekter, som medvirkede til at nå målsætningen. De positive resultater har gjort at også resten af landet viser interesse.
Psykiatrien i Syddanmark og Syddansk Sundhedsinnovation har drevet projekterne i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og Børne- og Ungdomspsykiatri Aabenraa.
Kontakt
Kristine Nielsen
Specialkonsulent, arkitekt, udviklingskoordinator
Brugercentreret Innovation
29 20 22 04 kn@rsyd.dk