Skip til primært indhold

Søren Elmer Kristensen

Vi har innovationen og teknologien. Nu skal vi skabe bedre rammer for implementering og skalering i sundhedsvæsenet.

Søren Elmer Kristense, CEO, Odense Robotics

I årets første innovationsklumme fortæller Søren Elmer Kristensen, CEO, Odense Robotics, om teknologien og innovationskraften i danske virksomheder indenfor robot- og automationsløsninger. Herunder hvordan vi kan og bør styrke udbredelsen af løsninger i den danske sundhedsvæsen.

Søren Elmer Kristensen, Odense Robotics: - I disse år taler vi - med god grund - meget om sundhedsinnovation. Danske virksomheder udvikler stærke robot- og automationsløsninger, der kan:

  • Aflaste medarbejdere
  • Styrke logistikken
  • Frigive tid til kerneopgaver på hospitalerne.

Det ser vi bl.a. inden for automatisering af logistikopgaver, affaldshåndtering og transport af prøver og medicin, hvor teknologier allerede fungerer i praksis.

Samtidig viser virksomheder interesse for området. I Odense Robotics Insight Report 2025 angiver 38 % af de adspurgte virksomheder, at de er interesserede i sundheds- og velfærdssektoren.

Teknologien eller innovationskraften er altså til stede.

Udfordringen er, at vejen fra pilotprojekt til drift ofte bremses, fordi implementering og udbredelse har svære vilkår. Her bør det offentlige prioritere investeringer i at få teknologierne hele vejen i brug.

Fra pilotprojekt til skalerbar idé

De fleste teknologiske løsninger opstår ud fra et behov og dermed et potentiale for at gøre noget smartere eller mere effektivt. På den baggrund afdækkes behovet og business casen vurderes, før teknologiudviklingen går i gang.

Den samme proces sker i sundhedssektoren. På et sygehus er arbejdsgangene ofte meget specialiserede, og rammerne kan variere betydeligt. Det rejser spørgsmålet, hvordan løsninger undgår at blive så lokalt forankrede, at de er svære at tage videre.

Byg videre på det, der allerede virker

I nogle tilfælde giver det mening at vende processen om. Når et behov er identificeret, kan man i højere grad se på de løsninger, der allerede findes. Ikke for at erstatte den måde, vi arbejder på i dag, men for at lade os inspirere af teknologier, der allerede har vist deres værdi.

Når en løsning er afprøvet, handler opgaven dermed mere om implementering end om nyudvikling. Det gør det nemmere for virksomhederne at skalere og for sygehusene at tage teknologien i brug. Lokale tilpasninger vil stadig være nødvendige, men det er en mindre opgave end at starte forfra.

Fra udvikling til udbredelse

Skal vi for alvor rykke fra pilotprojekt til drift, bør vi se en tydeligere forpligtelse fra det offentlige. Regioner og hospitaler spiller en afgørende rolle – ikke kun som testmiljøer, men som medinvestorer i implementering og skalering. Når en teknologi har dokumenteret sin værdi i praksis, bør der investeres i udrulning på tværs af hospitaler og regioner.

En klarere offentlig forpligtelse sender et stærkt signal til virksomhederne om, at der er et marked, hvis løsningen virker. Det vil reducere risikoen for virksomhederne, styrke deres mulighed for at skalere og sikre, at sundhedsvæsenet hurtigere får gavn af teknologierne.

Offentlige investeringer i implementering er ikke en udgift, men en forudsætning for at høste gevinsterne af den innovation, vi allerede har skabt.

APPFWU02V