Skip til primært indhold

Sammen om sundhed – aktive fællesskaber for unge i sårbare positioner

Behovsafdækning danner grundlag for udvikling, test og indholdsproduktion af en kombineret analog og digital app-løsning, der kan styrke unges fysiske aktivitet og mentale trivsel.

Behovsafdækning danner grundlag for udvikling, test og indholdsproduktion af en kombineret analog og digital app-løsning, der kan styrke unges fysiske aktivitet og mentale trivsel.

Projektet Sammen om sundhed skal udvikle og afprøve en kombineret skræddersyet analog og digital app-løsning, der kan styrke unges fysiske aktivitet og mentale trivsel.

Projektet henvender sig til unge mellem 13 og 18 år, som befinder sig i sårbare positioner. Ambitionen med app-løsningen er at motivere, inspirere og guide de unge i sårbare positioner til at indgå i sunde og aktive fællesskaber, særligt i foreninger.

"Sammen om Sundhed: Behovsafdækning"

Rapporten: "Sammen om Sundhed: Behovsafdækning" dannede grundlag for at udvikle og teste en prototype af appen i efteråret 2025 og efterfølgende for indholdsproduktionen til den kommende app.

Rapporten: "Sammen om Sundhed: Behovsafdækning," afdækker på baggrund af desk research, workshops og interviews med de unge selv og voksne omkring dem, de unges virkelighed.

Rapporten giver en forståelse af de unges ønsker og behov og viser, hvordan projektets ambition om at motivere, inspirere og guide unge i sårbare positioner til at blive mere fysisk aktive, trives bedre og deltage i fællesskaber kan omsættes i praksis.

Opsamling – til dig der kun har 5 minutter

Behovsafdækningen bygger på 25 dybdegående interviews med unge i alderen 13-18 år samt 12 dybdegående interviews med voksne med direkte erfaring med unge i sårbare positioner — enten som fagperson, frivillig eller ekspert

På baggrund af interviewdata fra de 25 interviews, tegner der sig et tydeligt billede af, at mange unge inden for målgruppen i større eller mindre grad oplever, eller på et tidspunkt i deres liv har oplevet at føle sig hægtet af fællesskabet.

Pres og sårbarhed

De unge kan befinde sig på kanten af trivsel og mistrivsel — et gråzonefelt, hvor der ikke altid findes oplagte tilbud, som matcher deres behov. Mange unge beskriver et systemisk pres — både i skolen og i samfundet — hvor høje forventninger, og sociale sammenligninger bidrager til usikkerhed og tilbageholdenhed. Dette kan hæmme deres mod til at række ud og engagere sig i fællesskaber. For nogle forstærkes dette af manglende overskud i familien eller fraværet af stabile voksne.

Deres situation kan yderligere være præget af et komplekst samspil af faktorer som fx mobning, oplevelsen af at stå udenfor i skolen, at være flyttet til et nyt land eller by eller en opvækst i en familie med begrænsede muligheder. Unge fra familier med lavere socioøkonomiske ressourcer er overrepræsenteret i målgruppen, men der ses også unge fra mere ressourcestærke hjem. For nogle unge er der en høj grad af belastning i den nære familie fx i form af sygdom, psykisk sårbarhed, misbrug eller vold. Andre vokser op med et begrænset overskud derhjemme eller manglende tilgængelige voksne, hvilket kan betyde, at der ligger et stort ansvar på den unge selv for at opsøge muligheder og deltage i fællesskaber.

Barrierer i hverdagen

Analysen peger på en kompleks virkelighed, hvor barriererne kan være mangeartede — fra manglende mulighed for transport og økonomiske ressourcer til sociale forhold, der gør det vanskeligt at invitere kammerater hjem eller deltage i fritidsaktiviteter. Fælles er, at relationer, kontekst, teknologi og restitution spiller ind i både muligheder og barrierer for at komme ud i aktive fællesskaber. 

       

Et tydeligt mønster — de unge vil fællesskabet 

Trods barriererne er der en klar fællesnævner: De unge vil gerne hinanden. De ønsker at være en del af meningsfulde fællesskaber, hvor de kan bidrage, blive set og føle sig inkluderet. Mange har dog brug for støtte — både til at tage det første skridt og til at fastholde deltagelsen.

For nogle kræver det støtte at turde bevæge sig ind i fællesskaber og omsætte lysten til handling.

Betydningen af relationer 

Trygge og stabile voksne som drivkraft og synlige eller usynlige brobyggere kan være afgørende for, at de unge tør opsøge og fastholde fællesskaber, samt at de føler sig guidet og modtaget.

Ud over trygge og stabile voksne spiller jævnaldrende en central rolle. At have nogen at spejle sig i, få opbakning fra og følges med kan give mod til at deltage i fællesskaber.

Netop dét at have en at følges med ind i nye sammenhænge — eller dele erfaringer med — kan være afgørende for, om unge vælger at deltage eller trække sig.

Digitale brobyggere — springbræt til relationer og fællesskaber 

Digitale værktøjer spiller en central rolle i unges liv og kan fungere som en vigtig bro ind i fællesskaber. Mange unge bruger sociale medier, gaming eller online fællesskaber som et trygt første skridt, hvor relationer skabes og kan føre til møder i virkelig.

Når digitale platforme bruges aktivt og bevidst, kan de give unge mulighed for at opdage aktiviteter, finde følgeskab og få mod til at deltage i fysiske fællesskaber.

Fleksible rammer — plads til forskellighed og livssituation

For at unge i sårbare positioner kan engagere sig, er det afgørende, at fællesskaber er fleksible og tilpasset forskellige behov. Flere unge fremhæver betydningen af at kunne starte i eget tempo, have mulighed for længere prøveperioder og kunne trække sig uden at miste tilhørsforholdet.

Fleksibilitet handler også om at skabe inkluderende rammer, hvor forskellighed anerkendes, og hvor deltagelse ikke opleves som stigmatiserende.

Samlet billede 

Analysen viser en virkelighed præget af komplekse barrierer — men også af stærke potentialer. Relationer, kontekst, teknologi og de unges egne ressourcer spiller sammen og skaber både muligheder og udfordringer. Analysen viser desuden, at de unges muligheder for deltagelse formes af både personlige, sociale og strukturelle faktorer. Barriererne kan være betydelige, men de unges egen motivation for at indgå i fællesskaber er stærk. Nøglen er at skabe trygge rammer, fleksible støttestrukturer og muligheder for følgeskab, så lysten til fællesskab kan omsættes til handling.

Kontakt

Marie Damgaard Starklint

Konsulent

Brugercentreret Innovation


24 23 88 05
APPFWU02V