Skip til primært indhold

Reducerer ’telefonfri plejegruppe’ afbrydelser på sygehusafdelinger?

Hvordan minimerer vi afbrydelsen fra de mange daglige telefonopkald hos sygehuspersonalet? Hvad findes der af erfaringer? Og hvordan kan en alternativ arbejdsgang se ud? Det har Lærings- og Forskningshuset ved Sygehus Sønderjylland bedt Syddansk Sundhedsinnovation om at afdække i en desk research.

Viden og erfaringer med ’telefonfri plejegruppe’

Ortopædkirurgisk Afdeling, Sygehus Sønderjylland i Aabenraa arbejder siden 2020 efter konceptet ’telefonfri plejegruppe’, hvor medarbejdere i plejegruppen ikke bærer en åben telefon. Konceptet og de tilhørende arbejdsgange er indført med det formål at reducere antallet af afbrydelser i hverdagen og dermed øge nærværet i patientplejen.

På afdelingen tager en ansvarshavende sygeplejerske alle indkomne opkald og tilføjer eventuelle nye opgaver på opgavelisten til enten plejegruppen eller lægerne. Ved behov kan hun skrive en direkte chat-besked til den i plejegruppen, som henvendelsen er rettet til.

Lene Gram, der er udviklingskonsulent i Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland, forklarer,

- at én sygeplejerske tager alle opkald giver ro til resten af plejegruppen, så de ikke bliver afbrudt i patientplejen. Samtidigt sikrer hun øget overblik og kontinuitet i plejegruppens opgaveliste.

Desk research med henblik på at forbedre og skalere konceptet ’telefonfri plejegruppe’

Det er en kendt sag, at plejepersonalets mange daglige afbrydelser er en udfordring på de fleste sygehusafdelinger. Der er derfor behov for vidensopsamling og erfaringsudveksling om tiltag, der kan reducere forstyrrelser fra telefonopkald.

Lærings- og Forskningshuset ønskede at indhente viden, som kan forbedre konceptet ’telefonfri plejegruppe’. Viden som kan øge potentialet for at udbrede konceptet til andre afdelinger og sygehuse.

Fra juni til august 2023 gennemførte Syddansk Sundhedsinnovation, den regionale innovationsstab i Region Syddanmark, derfor en desk research, der afdækker og sammendrager viden og praksiserfaringer fra sygehuse i ind- og udland, som arbejder telefonfrit, og/eller arbejder med andre indsatser, der reducerer forstyrrelser i den kliniske hverdag.

Parallelt til desk researchen gennemførte udviklingskonsulent Lene Gram observationsstudier på Ortopædkirurgisk Afdeling, Sygehus Sønderjylland. Her afdækkede hun hvilke konkrete behov, der findes blandt det personale, der afprøver konceptet.

- Viden om behovene gør det lettere at arbejde konkret med at reducere afbrydelser på grund af telefonopkald, fordi man lettere kan se variationer af løsningstyper, der kan bidrage til at reducere afbrydelser. På den måde kan vi sammensætte handlemulighederne så de afspejler afdelingens kontekst.

Kultur. Organisation. Teknologi. Fysiske tiltag.

På baggrund af researchens indhentede kilder og indsigter er der udarbejdet et sammendrag af forskellige løsningstyper, som kan bidrage til en ’telefonfri’ arbejdsgang.

Løsningstyperne er inddelt i fire kategorier:

  • Erfaringer og løsninger, der vedrører kultur
  • Viden og adfærd på sygehusafdelinger
  • Løsninger i forhold til det strukturelle og organisatoriske tiltag
  • Teknologiske løsninger og fysiske tiltag.

Desk researchen beskriver kort og visuelt løsningstyperne og de tilhørende kilder, såsom videnskabelige artikler, rapporter eller udtalelser fra sygehuspersonale indhentet via spørgeskema.

Stadig meget at lære

På trods af afdækket viden og praksiserfaringer på tværs af landet, står det klart, at der endnu ikke findes én optimal og enkelstående løsning, der kan reducere forstyrrelser på sygehusafdelinger. I praksis ses ofte en kombination af løsningerne; alt fra konkrete fysiske tiltag til system/teknologiske virkemidler, som it-programmer, der bidrager til opgavefordeling og chat mellem sygehuspersonalet.

Løsningstyper fremfundet via desk research i juni til august 2023

Er du interesseret i at vide mere, eller har du selv erfaringer eller løsningsforslag til at reducere afbrydelser i plejen, så hører vi gerne fra dig.

Løsningstyper fremfundet via. desk research

Kontakt

Lene Gram

Udviklingskonsulent

Kompetence og Arbejdsgange


2479 5237

Svenja Jaffari

Innovationskonsulent, designforsker

Brugercentreret Innovation


23 24 59 17 Svenja Jaffari på LinkedIn

Julie Hvidt

Innovationskonsulent

Brugercentreret Innovation


24 62 88 09
APPFWU01V