eCAN: Lægehjælp på afstand - stort EU-projekt om telemedicin
EU-Kommissionen lancerer et nyt projekt, der skal samle forskellige europæiske lande om at styrke eSundhed, heriblandt telemedicin og digital kontrol af kræftpatienter i fjerntliggende regioner
En fælles indsats i kampen mod ulighed
Projektet er et såkaldt ’Joint Action’-projekt, hvor en række regioner i EU går sammen i kampen mod ulighed i cancer, forebyggelse og behandlingsforløb på tværs af lande og grænser.
Region Syddanmark er udpeget som repræsentant for de fem danske regioner, hvor Syddansk Sundhedsinnovation varetager den koordinerende rolle. Projektet er støttet af EU’s sundhedsprogram #EU4Health, som er etableret som en reaktion på covid-19-pandemien for at styrke kriseberedskabet i EU.
Best practice udbredes til fjerntliggende områder
Covid-19-pandemien gav et boost til lægekonsultationer på skærmen og fjernmonitorering af patienter. Det gjorde det muligt at modtage behandling uden at møde fysisk op ved lægen.
Det nye EU-projekt skal undersøge, hvordan erfaringerne kan bruges til at mindske uligheden i behandlingen af kræft på tværs af Europa.
Indsats i EU er rettet mod forebyggelsen og behandling af kræft
Projektet eCan er igangsat som et led i to større initiativer fremsat af EU-Kommissionen, under navnene ’Beating Cancer Plan’ (EBCP) og ’Mission on Cancer’ (MOC).
Deres fælles mål er at nedbringe det estimerede antal på 3.000.000 cancerdødsfald ved udgangen af 2030. Det skal ske gennem forebyggelse, tidlig diagnosticering og behandling, og ved at forbedre livskvaliteten for kræftpatienter under- og efter behandlingsforløbet. Hensigten med eCan er at støtte op om de målsætninger initiativerne EBCP and MOC har sat ved at mindske ulighed i behandlingsforløb for kræftpatienter på tværs af lande og grænser, og derved forbedre livskvaliteten for kræftpatienter – og overlevende, samt øge antallet af kurerede kræftpatienter.
Læs mere om eCAN-projektet hos Det Syddanske EU-kontor.
Fire hovedmålsætninger står bag eCan projektet:
- Hurtigere og mere effektiv respons i tilfælde af hastigt spredende epidemier (som i tilfældet ved COVID-19) og krisesituationer, hvor hurtig isoleringen af syge- eller sårbare borgere er påkrævet af begivenhedens natur.
- Bedre forudsætninger for tværsektoriel kommunikation mellem kræft-relaterede instanser og behandlingscentre i tilfælde af en sundhedskrise eller nødsituation.
- Bedre belysning af virtuelle patientforløb for igangværende- og kurerede kræftpatienter bosat i fjernliggende områder, dertil også oplyse dem om eventuelle beredskabsplaner.
- Øget kommunikation og vidensdeling mellem sundhedsprofessionelle.
Region Syddanmark er tildelt en rolle i ’Work Package 4’om bæredygtige initiativer i eSundhed for kræftpatienter
Region Syddanmark repræsenterer de fem danske regioner i projektet og Syddansk Sundhedsinnovation koordinerer arbejdet på vegne af regionen. Alle deltagende nationer og organisationer får tildelt en ’arbejdspakke’ (Work Package), der indeholder en målsætning (forventet udbytte af arbejdet) og en liste med de aktiviteter, milepæle og delmål der hører til. Vi har desuden påtaget os en mindre rolle i Work Package 8, hvor vi bidrager med vore erfaringer omkring uddannelse og træning af sundhedsfaglige.
Målsætning for Work Package 4 om bæredygtige initiativer (’Sustainability’) er:
- At udvikle en plan for bæredygtig og bred implementering af initiativer i eSundhed rettet mod kræftpatienters sygdomsforløb, baseret på at
- undersøge og klarlægge hvilken eSundhed initiativer der pt eksisterer
- undersøge og fastslå om de eSundhed initiativer der pt eksisterer for kræftpatienter er relevante og fyldestgørende (casestudy: COVID-19) og
- udvikle en plan for at forbedre og udbrede brugen af eSundhed i kræftpatienters behandling og forløb (med henblik på de indsigter, som opnås gennem projektets ’Joint Action’)
Fakta
Projektet har fået navnet eCan, en forkortelse fra den engelske titel ”Strengthening eHealth Including Telemedicine and Remote Monitoring for Health Care Systems for CANcer Prevention and Care”) skal gennem vidensdeling om ’best practice’ i brugen af digitale værktøjer hjælpe borgere og kræftpatienter, der er bosat i fjerne og afsidesliggende områder i tilfælde af større krisesituationer.
Projektet initieres og finansieres gennem EU-Kommissionen. Ca. 428.000 kr. af projektets budget er øremærket Region Syddanmark.
Projektperiode: 15. september 2022 – 14. september 2024 (24 måneder).