VILPA
Forebyggelse af hjertekarsygdomme hos fysisk inaktive kvinder i alderen 40-65 år via korte intense perioder med fysisk aktivitet af høj intensitet integreret i daglige gøremål (VILPA)
Formål
Formålet med projektet er at lægge grundlaget for verdens første omfattende program for VILPA (Vigorous Intermittent Lifestyle Physical Activity), som retter sig mod fysisk inaktive kvinder i alderen 40-65 år.
Resultaterne fra projektet kan give os en bedre forståelse af, hvordan vi bedst muligt kan fremme VILPA blandt fysisk inaktive midaldrende kvinder for at forebygge hjertekarsygdomme.
Via brugerinddragelse vil et digitalt produkt (en mobil app) blive udviklet og testet. Appen kan tilbyde en praktisk og skalerbar tilgang til at øge VILPA blandt alle danske midaldrende kvinder. Den digitale løsning kan tilpasses til andre grupper af befolkningen og kan på sigt fungere som et supplement til eksisterende nationale kampagner og programmer, der har til formål at øge fysisk aktivitet blandt målgruppen.
Baggrund
Fysisk aktivitet er et af de vigtigste bidrag til at forebygge hjertekarsygdomme. Alligevel lever 55 % af danske voksne ikke op til anbefalingerne fra Verdens Sundhedsorganisationen om fysisk aktivitet.
Fysisk inaktivitet er højere blandt danske kvinder end danske mænd. 56 – 65 % af danske kvinder i alderen 35 – 64 år efterlever ikke anbefalingerne (sammenlignet med mænd i samme alder hvor tallet er 47 -57 %). Barrierer som manglende tid, manglende kompetencer, manglende motivation, træthed og lavt energi niveau og andre begrænsende omstændigheder, som vejr, økonomi og manglende faciliteter, er årsagerne til, at voksne ikke efterlever anbefalingerne.
Der er derfor et presserende behov for at udvikle nye løsninger til at bekæmpe fysisk inaktivitet blandt kvinder.
VILPA (Vigorous Intermittent Lifestyle Physical Activity) integrerer korte, intense perioder med fysisk aktivitet i daglige gøremål, hvilket kan være en effektiv måde at forbygge hjertekarsygdomme hos midaldrende kvinder på.
Aktiviteter
Projektet består af tre faser:
- Fase 1: Udvikling af en mobil app via brugerinddragelse
- Fase 2: Test af appen med brugerne
- Fase 3: 12-ugers pilot lodtrækningsforsøg vil blive udført med 150 40-65-årige fysisk inaktive kvinder.
Syddansk Sundhedsinnovations leverancer
Syddansk Sundhedsinnovation faciliterer co-design workshops, deltager i dataindsamling og analyse samt koordinerer implementeringsstrategier.
Partnerskab
- Syddansk Universitet – Danish Center for Motivation and Behaviour Science, DRIVEN, Institut for Idræt og Biomekanik, professor Cecilie Thøgersen-Ntoumani, postdoc. Anupa Rijal og PhD studerende Martin Eghøj
- University of Sydney, Australien, Charles Perkins Centre, professor Emmanuel Stamatakis,
- University of Victoria, Canada, School of Exercise Science, Physical and Health Education, professor Sam Liu
- Syddansk Universitet, Citizen Science Knowledge Center, director Thomas Kaarsted og Linnea Marie Sjöberg
- Sundhedsprofessionelle og en rådgivende gruppe, herunder relevante interessenter fra sundhedssektoren
- Syddansk Sundhedsinnovation, projektleder Julie Hvidt og projektleder Susan Feldborg
Finansiering
Hjerteforeningen har doneret kr. 5.517.157 til projektet.
Projektperiode
- Februar 2025 – februar 2028.
Kontakt

Susan Feldborg
Projektleder, cand.scient.san, sygeplejerske
Brugercentreret innovation
21 12 86 56 susan.feldborg@rsyd.dk
