DANROAD – genudlevering af ubrugt kræftmedicin
DANROAD projektet er et vigtigt initiativ i Region Syddanmark, som skal sikre øget genbrug og reducere spild af medicin og på den måde levere væsentlige positive effekter på klima, økonomi og forsyningssikkerhed. Dette banebrydende projekt vil bevise, at det er sikkert og logistisk muligt at tilbagetage og genudlevere uåbnet ubrugt kræftmedicin, som i dag kasseres, når patienters behandling ændrer sig.
Formål
DANROAD vil bevise, at det er sikkert og logistisk muligt at tilbagetage og genudskrive uåbnet vederlagsfri udleveret medicin. Dvs. medicin der er blevet udskrevet til patienter uden beregning, men hvor patienten stopper med at tage medicinen pga. f.eks. bivirkninger eller ændringer i behandling, og hvor den ubrugte udleverede medicin jf. lovgivningen skal kasseres og brændes.
Projektet vil gentage og udvide perspektiverne på et succesfuldt hollandsk studie med henblik på at bevise potentialet i en dansk kontekst. DANROAD vil ligesom det hollandske studie, ROAD (Redispensing Oral Anticancer Drugs), have fokus på kræftmedicin i pilleform.
ROAD studiet gik ud på at bede udvalgte patientgrupper om at tilbagelevere medicin, hvis de ikke skulle bruge det. Medicinen blev udleveret i forseglede poser med en temperaturlogger, så det ifm. returnering var muligt at kvalitetstjekke medicinen ift. bl.a. udseende, uåbnet tilstand, holdbarhedsdato og korrekt opbevaring inden for temperaturgrænserne for den pågældende medicin.
Det hollandske studie havde primært fokus på de økonomiske gevinster ved genbrug/genudskrivelse af medicinen og reduktion af spild. Det danske DANROAD studie vil ud over fokus på disse gevinster undersøge den klimamæssige effekt ved genbrug, frem for kassation, samt patienter og pårørendes perspektiver på genudskrivelse af medicin.
Projektet vil samle relevante interessenter og sammen udvikle arbejdsgange, logistik og systemmæssig håndtering af returnering af medicinen med henblik på at udføre studiet med genudskrivelse af udvalgte lægemidler på OUH, Afdeling X (hæmatologisk afdeling) og R (onkologisk afdeling).
Projektet vil udregne de økonomiske og klimamæssige effekter og undersøge borgerperspektivet med henblik på at bevise potentiale, afdække barrierer og levere viden, som skal bruges til at arbejde på relevante lovændringer, som er nødvendige for skalering af indsatsen. Desuden vil projektet se på skaleringsperspektiver og udvikle en implementeringsguide til andre sygehuse i regionen og de andre danske regioner. Vi har allerede i nationale fora fået stor opbakning til projektet og alle sygehusapoteker under Danske Regioner, har tilkendegivet at de også ønsker at deltage i projektet.
Baggrund
Projektet er en del af det nationale leadområde for Bæredygtige Lægemidler under Danske Regioners fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler . Projektet bidrager til det regionale leads delstrategi med målet om at nå 35 % reduktion inden 2035.
Ifm. projektet Stop medicinspild er vederlagsfri medicin identificeret som en kilde til medicinspild. Der er eksisterende retningslinjer, der anviser, at ikke anvendt vederlagsfri udleveret medicin skal returneres til sygehusapoteket og kasseres. Medicinen repræsenterer dog en væsentlig værdi, både ift. økonomi (ofte er der tale om dyr medicin) og forsyningssikkerhed. Og produktion, transport og kassation af ikke anvendt medicin har et væsentligt klimaaftryk.
På Hæmatologisk Afdeling og Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital udleveres der inden for den udvalgte målgruppe ca. 35.000 pakninger på et år, hvilket svarer til ca. 170 mio. kr.
I det hollandske studie inkluderede man 1.071 patienter med kræft, der blev behandlet med oral kræftmedicin i hjemmet. Deres resultater viste en reduktion på 68 % af spildt medicin (som udgjorde 2,4 % af de samlede udleverede lægemiddelomkostninger i undersøgelsen) og en gennemsnitlig årlig nettobesparelse på mindst 576 € (2021 US $682) pr. inkluderet patient.
Sammenholdes disse resultater med danske omstændigheder, ville Afdeling X og R på OUH potentielt kunne spare 2,4% af 170 millioner kr., dvs. 4.080.000 kr. om året.
Alliancen Stop medicinspild har i 2022 lavet et studie på tilbageleveret medicin, som viste, at 20 % af pakninger var uåbnede. Derudover viste dette studie, at der årligt bliver smidt ud for over 400 mio. kr. af medicin der er udleveret fra danske apoteker.
Således forventes der at være en god gevinst at finde i tilbagelevering af den orale kræftmedicin, både hvad angår økonomisk gevinst og hvad angår klimagevinst.
Aktiviteter
Fase 0 Godkendelser og forundersøgelser: Udvikling af protokol, godkendelse ved Videnskabsetisk komité og dispensation ved Lægemiddelstyrelsen. Kvalificering af udstyr, udvikling af systemmæssig håndtering af tilbagelevering.
Fase 1 Forberedelse (finansieret af Region Syddanmarks pulje til grønne projekter): indkøb af udstyr, udvikling af arbejdsgange, guide til sygehusene, træning af personale, informationsmateriale til patienter, udvikling af kvalitativt undersøgelsesdesign for patient- og pårørendeperspektivet.
Fase 2 ROAD studie: udførsel af studie, løbende deling af resultater, klimamæssige beregninger (jf. regionernes Klimastyringsmodel), LCA på udvalgte lægemidler, økonomiske beregninger, undersøgelse af patient- og pårørendeperspektivet.
Fase 3 Skaleringsperspektiver: Workshop om regional skalering, implementeringsguide til andre sygehuse og regioner, perspektivering til andre lægemidler mhp. skalering, EU samarbejde om genudskrivelse af flere lægemidler og dialog med lovgivning.
Partnerskab
- Farmakologi, OUH. Projektleder, ansvarlig for studie og national lead på Bæredygtige Lægemidler
- Sygehusapotek Fyn. Udvikling af arbejdsgange, træning af personale, kvalitetstjek og teknisk løsning på håndtering af tilbagelevering.
- Odense Universitetshospital, Afd. X og R. Studiet gennemføres på afdelingerne. Modtagelse og udlevering af medicin.
- Syddansk Sundhedsinnovation. Workshops om udvikling af arbejdsgange og kvalitativ undersøgelse af borgerperspektivet samt kommunikation.
Tid
- Projektet starter i marts 2025 og slutter i 2027.
Kontakt
Charlotte Maria Max
Innovationskonsulent, designleder
Brugercentreret Innovation
29 20 16 14 Charlotte.Max@rsyd.dk Charlotte Maria Max på LinkedIn
Caroline Strudwick
Specialkonsulent, udviklingskoordinator
Brugercentreret Innovation
40 24 75 87 Caroline.Strudwick@rsyd.dk Caroline Strudwick på LinkedIn
Lone Dalager Kristensen
Projektleder
Brugercentreret Innovation
29 65 55 48 ldk@rsyd.dk Lone Dalager Kristensen på LinkedIn