Klimavenlig og effektiv inhalationsmedicin – fra spray til pulver
Projekt skal afdække mulighederne for at omlægge lungesyge patienters behandling med spray-inhalatorer til en mere bæredygtig behandling med pulver-inhalatorer
Formål
Formålet med projektet er at afdække mulighederne for at omlægge lungesyge patienters behandling med spray-inhalatorer (Pressurised Metered- Dose Inhaler, pMDI) til en mere bæredygtig behandling med pulver-inhalatorer (Dry Powder Inhalers, DPI), uden at gå på kompromis med behandlingens virkning.
Omlægningen fra spray- til pulver-inhalator bidrager til den bæredygtige agenda, da den medfører en væsentlig reduktion af udledningen af skadelige drivhusgasser.
Projektet vil indsamle og analysere historisk data om patienters lungefunktion i forbindelse med omlægning af inhalationsmedicin. Det skal bruges til at identificere, hvilke patienter, med hvilke karakteristika, der kan omlægges, uden at det medfører sundhedsrelaterede problemer for den enkelte patient.
Samtidig skal projektet afdække brugerperspektiver og eventuelle barrierer hos patienter og sundhedsfaglige i forbindelse med skift fra spray til pulver med henblik på at udarbejde en plan for implementering og forandringsledelse.
Projektets resultater skal bruges som grundlag for at danne en regional anbefaling til implementering af patientsikker omlægning fra spray- til pulver-inhalatorer på tværs af hele Region Syddanmark.
Slutmålet er patientsikkert at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra spray-inhalatorer i Region Syddanmark, på både sygehuse og i almen praksis.
Projektet understøtter Odense Universitetshospitals rolle som lead for grøn omstilling inden for lægemiddelområdet, med fokus på lavere klima- og miljøbelastning og derved de fælles klimamål i Region Syddanmark.
Baggrund
Sygehusvæsenet i Danmark bidrager med 6 % af den samlede mængde drivhusgasser, som udslippes via aktiviteter i det danske samfund.
25 % af de drivhusgasser, der udledes fra sygehuse i Danmark, tilskrives brug af lægemidler. 3 % af denne mængde skyldes alene brug af spray-inhalatorer (pMDI), som inhalatorer indeholder HFC-gasser (hydroflourcaboner). Gasserne har direkte negativ drivhusgaseffekt. Dermed giver inhalationsmedicin på spray-inhalatorer et væsentligt højere klimaaftryk end det, som stammer fra inhalationsmedicin på pulver-inhalatorer (DPI), da sidstnævnte ikke anvender HFC-gasser som drivmiddel.
En omlægning af patienter i behandling med spray til behandling med pulver vil således kunne bidrage til at nedsætte mængden af drivhusgasser, der stammer fra den danske sundhedssektor
Der mangler dog viden omkring hvilke patientgrupper, der kan omlægges, uden at den enkelte patients sundhed kompromitteres.
Aktiviteter
- Data og analyse
Database på baggrund af sundhedsregistre, analyse af historiske data, analyse af relevante patientgrupper
- Brugerinddragelse
Interviews og workshops med patienter og sundhedsfaglige, afdække brugerperspektiver og eventuelle barrierer. - Plan for implementering
Anbefalinger til implementering og forandringsledelse på tværs af hospitaler og praktiserende læger i Region Syddanmark - Effektvurdering
Overslag over sundhedsøkonomiske og klimamæssige effekter ved skift fra pMDI til DPI.
Slutleverance: Klinisk og praktisk anbefaling til læger i Region Syddanmark i forhold til hvilke patientgrupper der kan skifte fra pMDI til DPI uden at reducere effekt eller bibringe bivirkninger, altså uden at gå på kompromis med patienters overordnede helbredstilstand.
Partnerskab
- Odense Universitetshospital, Farmakologi er projektejer, ved cheflæge Mette Marie Hougaard Christensen, og projektleder ved læge Ph.d. Sidsel Arnspang Pedersen.
- Syddansk Sundhedsinnovation står for brugerinddragelse og udvikling af plan for implementering og forandringsledelse, samt bistår projektledelsen.
- GSK, Sygehusapoteket og Lungeforeningen er netværkspartnere i projektet.
Tid
- Projektet løber fra 1. januar 2023 til 1. juni 2025.
Kontakt
Caroline Strudwick
Specialkonsulent, udviklingskoordinator
Brugercentreret Innovation
40 24 75 87 Caroline.Strudwick@rsyd.dk Caroline Strudwick på LinkedIn
Stine Poulsgaard
Innovationskonsulent, designer MA
Brugercentreret Innovation
29 12 08 05 Stine.Poulsgaard@rsyd.dk
Charlotte Maria Max
Innovationskonsulent, designleder
Brugercentreret Innovation
29 20 16 14 Charlotte.Max@rsyd.dk Charlotte Maria Max på LinkedIn