AI, selvtests og blodprøve-robotter: Fem innovative projekter får økonomisk boost.
Kunstig intelligens og andre digitale løsninger kan være en effektiv, tidsbesparende hjælp, når personalet f.eks. skriver journaler og diagnosticerer. Regionsrådet uddeler nu over tre mio. kr. fra Innovationspuljen til projekter, der skal afprøve nye veje for at aflaste medarbejdere og skabe et mere robust sundhedsvæsen.
En psykiater, der kan bruge AI til at optage journaler under videokonsultationer. Algoritmer, der hurtigt kan hjælpe med at stille de rigtige diagnoser på de akutmedicinske afdelinger. Eller AI-sprogmodeller, der kan spotte forskellige stavemåder for de samme symptomer i din journal på 85 sekunder, så lægen ikke overser noget og sparer tid på lange, manuelle gennemgange.
Det er bare nogle af potentialerne i de nytænkende projekter, der nu får en økonomisk indsprøjtning fra Region Syddanmarks innovationspulje. Et enigt regionsråd har netop godkendt fordelingen af 3.255.000 kr. fra puljen.
Aflaster personale og sikrer større præcision
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) ser et stort potentiale i de idéer, der nu skal afprøves:
- Vores sundhedsvæsen er flere steder udfordret på kapacitet og administrative opgaver, der kræver rigtig meget tid af medarbejderne. Derfor er det helt nødvendigt at tænke i innovative løsninger, der kan aflaste personalet og frigive mere tid til patienterne.
Projekterne tager nu de første skridt, der forhåbentlig kan være med til at minimere fejl, effektivisere arbejdsgange, forbedre patientsikkerheden og hjælpe personalet med bedre redskaber til at træffe beslutninger i fremtiden.
Forventningen er f.eks., at et projekt som AI-journaloptag i videosamtaler kan føre til tidsbesparelser på 2.500 behandlertimer årligt og sikre bedre kvalitet i journalføringen i Psykiatrien.
Et attraktivt innovationsmiljø
Anja Lund (V), formand for Digitaliserings- og Innovationsudvalget, fremhæver, at Innovationspuljen styrker fundamentet for innovationsarbejdet i regionen:
- Vi har nogle stærke innovationsmiljøer, der tør gå forrest i kampen for det digitale mindset, høj kvalitet i behandlingerne og gode patientforløb. Med Innovationspuljen videreudvikler og styrker vi det attraktive miljø for nytænkning og innovative idéer.
Hun tilføjer, at samarbejde og udbredelse af de gode løsninger vægter højt:
- Vi prioriterer innovative tiltag, der på sigt kan gøre en forskel i vores sundhedsvæsen, og som rækker ud og samarbejder på tværs af sygehuse og med virksomheder. Det skaber et stærkt grundlag for, at løsningerne kan udbredes til flere sygehuse eller landsdele. Jeg er spændt på at følge de lovende projekter og den forskel, de potentielt kan gøre for patienterne og personalet på den lange bane.
Disse fem projekter får midler fra Innovationspuljen
- Robotter til blodprøvetagning (AutoFeed), Odense Universitetshospital
Projektet vil afprøve og videreudvikle en ny robotteknologi, der kan aflaste personalet på Blodprøver og Biokemi ifm. implementeringen af kommende VITESTRO blodprøvetagningsrobotter. AutoFeed-robotten vil bl.a. kunne sende fyldte prøverør til afdelingerne.
Beløb: 255.000 kr. - AI-sprogmodeller til søgning i patientjournaler (AI-SHIP), Odense Universitetshospital
Der er fem mio. opslag i patientjournaler i regionen om måneden, men det er tidskrævende. Projektet vil implementere AI-sprogmodeller til at hente information fra patientjournaler og sikre en hurtig, effektiv søgefunktion til at hente klinisk viden om patienters sygdomme, symptomer mv. Det sparer tid, reducerer fejl og øger patientsikkerheden. Samtidig skaber det tryghed for personalet og er et beslutningsstøtteværktøj til kommunikation med patienten.
Beløb: 900.000 kr. - Selvtest for klamydia og gonorré, OUH og Esbjerg Sygehus
Projektet handler om selvtestteknologi for test af seksuelt overførte sygdomme, så borgere kan møde op uden tidsbestilling og fremmødekonsultation. Her vil man gøre selvteststanderen endnu mere digital ved at tilbyde test til mænd, der har sex med mænd, og udvikle teknologien til automatisk afslutning af alle negative testsvar.
Beløb: 550.000 kr. - AI-journaloptag til videosamtaler, Psykiatrien i Region Syddanmark
Projektet vil udvikle og teste et AI-system til automatiseret journaloptag for videosamtaler. Det skal effektivisere arbejdsprocesser, øge nøjagtigheden af journalføring og forbedre beslutningsgrundlaget for sundhedspersonalet.
Beløb: 825.000 kr. - Kunstig intelligens til diagnostik, Sygehus Lillebælt
Projektet undersøger gevinsten ved, at læger i akutmedicinske modtageafsnit får hjælp af kliniske støttealgoritmer baseret på maskinlæring. Projektet vil undersøge potentialet blandt 16.000 patienter på et år.
Beløb: 725.000 kr.
Om Innovationspuljen
- Regionrådet besluttede i Budget 2024, at der skal prioriteres midler til en innovationspulje på 10 mio. kr.
- Der er afsat 6 mio. kr. til større projektaktiviteter og indsatser i 2024 og 2025, og midlerne fordeles gennem ansøgningsprocesser.
- Projekterne bliver bl.a. tilgodeset, hvis de:
- tager afsæt i konkrete behov i vores sundhedsvæsen
- involverer patienter, pårørende og medarbejdere i udviklingen
- taler ind i regionens innovationsstrategi med fokus på det robuste sundhedsvæsen og kapacitetsudfordringer
udvikler løsninger i partnerskaber.
- Der kan søges 250.000 kr. til 1 mio. kr. pr. projekt.
Læs mere om regionens innovationsarbejde og innovationsstrategi ’Patienternes sundhed – sammen om innovation’