Skip til primært indhold

Optimering af demensplejen ud fra måling af borgerens døgnrytme

Døgnrytmemåling af aktivitet hos borgere med demens er et effektivt værktøj til at støtte en forebyggende indsats og sikre bedre trivsel hos borgerne

Projektet har vist at døgnrytmemåling med DEMOS-10 er et effektivt værktøj til plejepersonalet for at få ny viden om borgernes trivsel og til effektivt at tilpasse plejen og handlingsanvisningerne for de borgere der vurderes til at have en dårlig trivsel.

De vigtigste resultater af kvalitetsudviklingsprojektet i Kerteminde Kommunes demenspleje er:

  • Personalet opnår ny indsigt i borgerens trivsel med døgnrytmemålinger. Personalet fik ny indsigt i borgernes trivsel ud fra døgnrytmemålingerne hos hver anden af de borgere, hvor personalet oplevede at borger havde god trivsel og hos 3 af 4 borgere, hvor personalet havde mistanke om mistrivsel.
  • Personalet kan justere plejen ud fra døgnrytmedata. I alle 32 tilfælde, hvor der er iværksat nye handlingsanvisninger, er der brugt viden fra identificerede døgnrytmehændelser.
  • Borgernes niveau for trivsel fastholdes i ½ til ¾ år. Med systematiske og regelmæssige døgnrytmemålinger er det lykkedes at fastholde et uændret trivselsniveau for borgerne, som
    ellers ofte i kraft af deres demenssygdom ville have vist nedadgående tendens.
  • Personalets individuelle og fælles faglige vidensgrundlag og fokus på den enkelte borger med demens styrkes.

Plejepersonalet og ledelsen er rigtig glade og tilfredse med funktionen i DEMOS-10 og for døgnrytmerapporterne, der er anvendt til at beslutte nye handlingsanvisninger. DEMOS-10 systemet supplerer personalets subjektive observationer ved at give objektive data på aktivitetsniveauet og søvnkvaliteten. Døgnrytmerapporten har været et effektivt redskab i samtaler blandt plejepersonalet, og sammen med borgerne, de pårørende og eksterne fagpersoner.

Projektet er et kvalitetsudviklingsprojekt gennemført i Kerteminde Kommunes demenspleje i samarbejde mellem Kerteminde Kommune, Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI) og BRANE ApS. Projektet er gennemført i perioden fra september 2020 til og med september 2021.

Der er i projektet gennemført 147 døgnrytmemålinger på 95 borgere. Et plejehjem (A) har gennemført 62 målinger på 21 borgere. Et andet plejehjem (R) har gennemført 22 døgnrytmemålinger på 17 borgere og resten af de deltagende plejehjem har gennemført 47 døgnrytmemålinger på 43 borgere. I hjemmeplejen er der gennemført 16 døgnrytmemålinger på 14 borgere. Der er gennemført fra 1 til 8 målinger pr. borger.

I projektet er effekten af systematisk døgnrytmemåling undersøgt på trivslen hos borgere med demens. Data er indsamlet ved at personalet har udfyldt et dataskema (logbog) for hver døgnrytmemåling. Systematisk døgnrytmemåling med DEMOS-10 er søgt indført i alle plejeenheder i Kerteminde Kommune samtidigt, og har omfattet 6 plejehjem, 3 hjemmeplejeenheder og 1 rehabiliteringscenter.

Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI) har gennemført et mixed-methods evalueringsforløb, med fokus på ledernes og plejepersonalets oplevelser i forbindelse med implementeringen af døgnrytmemåling med DEMOS-10.

- Det har været et udbytterigt og spændende offentligt-privat innovationssamarbejde, som har dokumenteret, at døgnrytmemålinger giver borgere med demens bedre trivsel. Syddansk Sundhedsinnovation har bidraget med at planlægge, udføre og afrapportere et mixed-method evalueringsstudie med medarbejdere på plejecentre, rehabiliteringscenter og hjemmeplejen i Kerteminde Kommune, forklarer Svenja Désirée Jaffari.

- Vi er utroligt tilfredse med, at vores metoder med brugerinddragelse og feltstudier bidrager til at dokumentere resultaterne ved at bruge systemet DEMOS-10 i praksis.

Denne rapport sammenfatter resultaterne af kvalitetsudviklingsprojektet, SDSIs evaluering og erfaringerne fra implementering af systematisk døgnrytmemåling med DEMOS-10.

Dette projekt er et delprojekt under VISE programmet (Velfærdsinnovation for Sundt Erhvervsfremme). VISE programmet er finansieret af den Europæiske Fond for Regional Udvikling under EU.

Læs projektets sammenfattende rapport Optimering af demensplejen ud fra måling af borgerens døgnrytme.

Kontakt

Svenja Jaffari

Innovationskonsulent, designforsker

Brugercentreret Innovation


23 24 59 17 Svenja Jaffari på LinkedIn
APPFWU02V