Skip til primært indhold

Det glade hjerte lever længst – Virtuel Shakespeare forestilling

Shakespeare citatet ’Det glade hjerte lever længst’ danner titlen for et projekt, hvor Ergoterapien på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Herregaardsspillene, et selvstændigt teater i Odense og Syddansk Sundhedsinnovation udvikler en virtuel Shakespeare-forestilling til patienter indlagt i retspsykiatrien. VR-forestillingen skal bidrage til øget trivsel og dermed understøtte fx retspsykiatriske patienters rehabilitering

En indlæggelse i retspsykiatrien er for mange forbundet med begrænset mulighed for at deltage i aktiviteter. Tiden i forbindelse med indlæggelse opleves for mange patienter som lang, kedsommelig og meningsløs. Kulturelle aktiviteter kan åbne for nye perspektiver og tilgange til tilværelsen og livet med sygdom.

Pernille Holt Frøkjær Thomsen er ledende ergoterapeut på Psykiatrisk Afdeling Middelfart. Hun forklarer hvorfor de deltager i det tværgående kulturprojekt.

- Vi ser meget frem til at deltage i VR-kulturprojektet. Vi har et stort ønske om at få indblik i, hvordan teknologi kan understøtte og bidrage med oplevelser til vores retspsykiatriske patienter. For de har jo under deres ofte langvarige indlæggelser i lukkede rammer begrænsede muligheder for deltagelse i aktiviteter.

- Og en langvarig ufrivillig indlæggelse påvirker den mentale trivsel i negativ grad hos mange af vores patienter og det øger risikoen for stress, angst og depression. Vi ønsker at give vores patienter en kulturel oplevelse også fordi vi tidligere har fået positive tilbagemeldinger på gruppetilbud for patienter med ledsaget udgang, hvor deltagerne har stiftet bekendtskab med forskellige kulturelle muligheder ude i samfundet. Vi forestiller os, at en virtuel teaterforestilling kan være et frisk pust, der kan bidrage til øget livskvalitet under en langvarig indlæggelse.

Historiske omgivelser på Ulriksholm Slot

Teaterforestilling optages i de historiske omgivelser på Ulriksholm Slot.

VR-optagelse giver muligheder for at arbejde med forskellige involverende og engagerende effekter, fordi man benytter såkaldt 360° filmoptagelse. VR-forestillingen bliver altså en oplevelse, der ikke kan opnås med en almindelige videovisning af en teaterforestilling.

Patienten bliver udstyret med VR-briller og tætsluttende høretelefoner og sætter sig på en stol, hvorefter forestillingen starter ved et tryk på en knap. Tilskueren får en virkelighedstro oplevelse af at befinde sig i de historiske omgivelser på Ulriksholm Slot og at overvære en teaterforestilling, uden rent faktisk at være fysisk tilstede der hvor teaterforestillingen foregår.

Tilskueren overværer hele forestillingen siddende og skal ikke foretage sig andet end se, lytte og eventuelt dreje hovedet.

Flertydighed og tvivl som eksistentielt vilkår

Shakespeare er en af verdenslitteraturens mest berømmede dramatikere, og koblingen til psykiatrien er ikke ukendt. Shakespeare arbejder således i mange af sine værker med en kunstnerisk insisteren på flertydighed og tvivl som eksistentielt vilkår, og hans forestillinger danner dermed et godt afsæt for eksistentielle dialoger med medpatienter og personale.

Teaterforestillingen spilles af to skuespillere.

Det overordnede formål med projekt ’Det glade hjerte lever længst’ er at producere en meningsfuld kulturel aktivitet i form af en VR-forestilling til patienter i retspsykiatrien. Ønsket er, at VR-forestillingen giver et glimt af frirum, fællesskab og skønhed for indlagte patienter, og at det kan være med til at understøtter patienters rehabilitering.

Projektet er et samarbejde mellem Ergoterapien på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, to skuespillere og en oplægsholder og Syddansk Sundhedsinnovation

Projektet er støttet af Kultur- og Sundhedspuljen i Kulturregion Fyn.

Kontakt

Morten Givskud

Projektleder

Brugercentreret Innovation


24 65 01 41
APPFWU01V