Fødselsforberedelse via webinar bliver et permanent tilbud i Region Syddanmark
Sommeren over har fødestederne i Region Syddanmark tilbudt fødselsforberedelse som webinar
Fødselsforberedelse via webinar blev sat igang fordi corona-nedlukningen af Danmark betød aflysning af fysisk fødselsforberedelse over hele landet. Dermed mistede de gravide og deres partnere en vigtig del af den danske svangreomsorg.
Tilbuddet om Fødselsforberedelse via webinar har været populært blandt de gravide, og der er afholdt over 100 webinarer med i gennemsnit 25 deltagere per webinar.
Projektet Fødselsforberedelse via webinar slutter ved udgangen af august 2020. Og fordi erfaringerne har været så gode, har alle fødesteder i Region Syddanmark besluttet at fortsætte med at afholde webinarer om fødsel for gravide og deres partnere.
Best practise for fødselsforberedelse som webinar
Gennem hele projektperioden er der opsamlet erfaringer.
Lise Ringkvist, Syddansk Sundhedsinnovation, har været projektleder på tværs af sygehusene. Hun fortæller:
- Ambitionen har fra starten været at videregive det vi har lært i projektperioden. Vi udarbejder en guide ”Webinar som Patientrettet Undervisning”, som er baseret på erfaringer fra hele projektperioden.
- Guiden vil indeholde gode råd og anbefalinger om hvordan man kommer komme flyvende fra start med afholdelse af webinar. Guiden dykker ned i temaerne; Det teknikske, det didaktiske, det administrative og det organisatoriske. Og vi håber, at andre sygehuse og hospitaler i landet vil tage godt imod og lade sig inspirere af guiden.
Guiden blev tilgængelig i efteråret 2020. Her finder du guidelinen "Webinar som patientrettet undervisning 2020", med gode råd og tips til, når du skal i gang med at afholde webinar som patientrettet undervisning eller lignende.
Forældrene tager godt imod fødselsforberedelse
Danmarks Radio bragte i juli 2020 et længere indslag om de gode erfaringer med fødselsforberedelse via webinar på de syddanske sygehus.
Christine er en af de nybagte forældre, som har haft gavn af online fødselsforberedelse. Hun forklarer,
- Jeg synes det var en positiv overraskelse i og med, man kan sidde lidt for sig selv uden, at der er så mange, der skal kigge på en, hvis man har en måske lidt træls graviditet. Så behøver man ikke tage så langt for at komme til fødselsforberedelse.
Også jordemoder Stine Storm fra Sygehus Lillebælt har oplevet, at de kommende forældre har været tilfredse med tilbuddet.
Overordnet fortæller Stine Storm at kombinationen af fysisk og online fødselsforberedelse giver mere fleksibilitet. Endvidere, at fødselsforberedelse via webinarer giver nogle muligheder for at tilbyde nye former for fødselsforberedelse,
- Vi har en hjemmeside hvor man kan danne sig et overblik over online fødselsforberedelse og fysisk fødselsforberedelse. Her melder man sig til det man har lyst til at høre mere om.
Hjemmesiden gør det muligt i højere grad at vælge den kombination af tilbud, som den enkelte gravide og hendes partner har brug for. Det kan være som fysiske møder, online møder og film. Man kan sidde for sig selv, man bestemmer selv tid og sted, og det bliver muligt at nå forskellige borgere.
Også for fædre
Et eksempel er muligheden for far- eller partner-forberedelse. Her kan faderen gå ind på hjemmesiden og booke det tidspunkt, der passer ham. Han får efterfølgende tilsendt en mail med link til et møderum og logger sig ind.
Projektet var støttet af TrygFonden og Syddansk Sundhedsinnovation havde projektledelsen og projektet skete i samarbejde mellem fødestederne i Region Syddanmark og Amager og Hvidovre Hospital Region Hovedstaden.
Kontakt
Lise Ringkvist
Projektleder
Brugercentreret Innovation
29 24 89 81 lru@rsyd.dk Lise Ringkvist på LinkedIn