Skip til primært indhold

Flere unge skal motiveres til at vælge en STEM-uddannelse

Det to-årige projekt SUNDt Af-STEMt udvikler et undervisningskoncept, der skal motivere flere unge til at vælge en uddannelse indenfor STEM-fagene

Undervisere fra Seden Skole, Odense Tekniske Gymnasium og SDU Civilingeniøruddannelsen i Velfærdsteknologi fortsatte under corona-tiden med at udvikle deres fælles STEM-undervisningskoncept. Konceptet skal fra efteråret 2020 afprøves blandt deres elever og studerende. Formålet er at vække de unges interesse for at vælge en uddannelse indenfor STEM-fagene: Science - videnskab, Techonology - teknologi, Engineering -ingeniørvidenskab og Mathematics – matematik.

Den 3. juni var underviserne for fjerde gang samlet for at konkretisere indholdet i det fælles undervisningskoncept. Under coronanedlukningen har underviserne afholdt videomøder for at sikre fremdrift i projektet. Første udkast af konceptet skal nemlig ligge klart inden sommerferien.

Jens er involveret i en voldsom trafikulykke

Afsættet for første udkast af undervisningskonceptet er en fælles sundhedsteknologisk case personaliseret omkring den unge Jens. Jens lærer sundhedsvæsenet at kende efter en voldsom trafikulykke. Blandt andet i forhold til akuthjælp, behandling og genoptræning.

Casen danner grundfortællingen i det fælles koncept som hver uddannelsesinstitutionerne skal målrette yderligere til egne elever, fag og uddannelsesniveau. Underviserne har desuden valgt en fælles innovationsmodel at arbejde ud fra, som sikrer, at elever og studerende i forløbet lærer at tænke innovativt, at de får øjnene op for nye innovative tankegange og metoder og dermed udvikler meningsfulde løsninger, der giver værdi for brugeren i casen, Jens.

Tre knudepunkter: idéudvikling, værksted og præsentation

Undervisningskonceptet indeholder tre tværgående aktiviteter, såkaldte knudepunkter, i løbet af efteråret 2020, hvor elever og studerende mødes. Lige nu arbejder underviserne videre på en nærmere beskrivelse af, HVAD der skal ske, HVOR det skal ske og HVEM der er sammen om aktiviteten.
På nuværende tidspunkt er der konturer af tre knudepunkter (fælles aktiviteter) til efteråret: idéudvikling, værksted og præsentation.

Ideudviklingsknudepunktet handler om i fællesskab at generere gode ideer til teknologiske løsninger på udfordringerne i casen.

På værkstedsknudepunktet er der fokus på selve udviklingen af den teknologiske løsning. Det kan fx være elever fra Seden Skole, der besøger Odense Tekniske Gymnasium, hvor de får mulighed for at arbejde i deres værksteder og få sparring fra elever og lærere.

Afslutningsvist, ved præsentationsknudepunktet, præsenterer elever og studerende deres arbejde for hinanden, som afslutning på efterårsforløbet. Den konkrete planlægning af knudepunkterne er undervejs.

Projektleder fra SDSI Anna Lyster-Clausen fortæller,

- Vi er nu så langt i forløbet, at brikkerne begynder at falde på plads i det puslespil, som udgør det samlede STEM- undervisningskoncept.

Foruden de tværgående aktiviteter skal projektgruppen nu arbejde videre med de rammer, som institutionerne - Seden Skole, Odense Tekniske Gymnasium og SDU Civilingeniøruddannelsen i Velfærdsteknologi - lokalt skal arbejde efter op til og mellem de fælles knudepunkter.

Brobygning mellem uddannelserne

En vigtig del af projekt SUNDT Af-STEMT er at understøtte overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse og fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse.

Konkret sker brobygning i mødet mellem elever og studerende ved de tre fælles aktiviteter, samt ved deres fælles udgangspunkt – den sundhedsteknologiske case og innovationsmodellen. Ved de tre fælles knudepunkter kan relationerne styrkes på tværs og kendskabet til det kommende uddannelsesniveau øges.

Syddansk Sundhedsinnovation rolle i projektet

Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI) har sin største rolle i projektets 1. halvår. Her faciliterer SDSI samskabelsesprocessen mellem nøglepersoner fra Odense Tekniske Gymnasium, Seden Skole og SDU

– Civilingeniøruddannelsen i velfærdsteknologi, som resulterer i det undervisningskoncept, der skal motivere unge til uddannelse inden for STEM.

Projektets samarbejdspartnere

  • Odense Tekniske Gymnasium (projektejer, kontakt Mikkel Winther, vicerektor, mwi@sde.dk)
  • Seden skole
  • SDU – Civilingeniøruddannelsen i velfærdsteknologi
  • Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark.

I projektets 2. år bliver der tilknyttet yderligere to folkeskoler: Agedrup skole og Risingskolen.

Finansiering: Projektet er finansieret af midler fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje 2019.

APPFWU02V