Skip til primært indhold

Implementering i byggeri - Fremtidens operationsstuer på Nyt OUH

Målet er 52 nye operationsstuer, som er funktionsdygtige fra dag 1, når Nyt Odense Universitetshospital efter planen står klar i 2022

Projektorganisationen for Nyt Odense Universitetshospital var i god tid, da de i 2015 startede arbejdet med at forberede fremtidens operationsstue. Syddansk Sundhedsinnovation var inddraget i arbejdet som samarbejdspartner.

Brugertest og simuleret drift i 1:1 mock up - Funktionalitet, tekniske test, fleksibilitet, design

Det hele startede med en brugerproces omkring fremtidens operationsstue.

Her var medarbejdere fra bl.a. anæstesi, alle kirurgiske specialer, Medicoteknik, hygiejneansvarlige, logistikfolk og it-medarbejdere involveret i brugermøder og simuleringstest i en 1:1 mock-up af en standardoperationsstue, bygget op hos Syddansk Sundhedsinnovation i Odense. Testforløbene i mock-up’en gav mulighed for at afprøve idéer og bekymringer, ligesom der var mange konstruktive diskussioner medarbejdere og specialer imellem.

Brugerprocessen resulterede i konkrete rumtegninger med udstyrets placering og en standardisering af udstyr. Efterfølgende test, hvor hvert speciale testede deres specifikke operationsscenarier, gav værdifulde svar på spørgsmål om for eksempel udstyrets placering og arbejdsgange på stuen. Der blev opnået enighed om standardstuens grundindretning og bestykning, som vil være gældende for alle specialer. OP-stuens indretning suppleres efterfølgende med flytbart specialespecifikt udstyr.

Test i fuldt funktionsdygtig operationsstue

I løbet af brugerproces opstod ønsket fra klinikerne om at afprøve OP-stuen i drift. Ledelsen var enig, og i efteråret 2018 kunne OUH indvie en fuldt funktionsdygtig standardoperationsstue

Regionsrådsformand Stephanie Lose sagde under indvielsen,

- Nyt OUH er et byggeri, der rækker langt ind i fremtiden, og det stiller store krav til vores evne til at spå om udviklingen ind i fremtiden. Derfor er stuerne udviklet i samarbejde med 10 kirurgiske specialer, anæstesien og serviceorganisationerne, så vi dækker alle behov. Nu skal det så testes, om teori og praksis følges ad.

Her kan samtlige kliniske specialer teste operationsstuen i drift, og medarbejderne kan dermed vænne sig til de nye forhold og teste funktioner og tekniske løsninger. Dette forløb forventes afsluttet med udgangen af 2019.

Klinikernes feedback giver mulighed for at foretage ændringer og forbedringer, inden de 52 endelige operationsstuerne bygges på nyt OUH i 2022.

Implementering i byggeri

Byggeriet af Nyt OUH er for længst i gang. Det betyder, byggeriet lige nu har flere parallelle forløb.

Mens byggeriet er i gang overleveres resultaterne af testforløbene løbende til direktion, driftsplanlægningsgrupper, tovholdere og afdelingsledelser, der fungerer som forbindelsesled til alle involverede afdelinger samt Projektorganisationen Nyt OUH med henblik på implementering i byggeri og drift.

Testresultaterne falder i tre kategorier: Et udstyrsspor, et byggespor og et apteringsspor, som hver især har ansvaret for at implementere resultaterne i byggeri og bestykning mv. af fremtidens OP-stuer.

Allerede nu har test fx påvist, at placering af afløbet på stuen skal ændres, og at det vil være hensigtsmæssigt med højere døre ind til operationsstuen. Det illustrerer vigtigheden af testene og af, at de hurtigst mulig overleveres til de ansvarlige, så de kan implementeres i byggeriet.

Ronnie Bøg Horup, regional projektleder og medicoingeniør, Medikoteknik, Region Syddanmark forklarer om testforløbene,

- Testforløbene har vist, at vi hurtigt og med relativt lave ressourcemæssige omkostninger kan omkonfigurere OP-stuen til et nyt speciale. Dermed har vi vist, at konceptet med en fleksibel standardoperationsstue holder. På 1-2 max 3 dage kan vi gøre OP-stuen klar til et nyt speciale. Med andre ord dækker standardoperationsstuen behovene hos alle kliniske specialer og anæstesien, og videre at,

- Det har været en fornøjelse at opleve den nysgerrighed, som klinikerne har vist i testen af operationsstuen. De har virkeligt været interesseret i at dykke ned i stuens muligheder, uanset om det gælder lyssætning, mobile søjlers aktionsradius eller antallet af videoindgange, som bliver mere og mere almindeligt under operation.

Implementering kræver involvering

Ingen vellykket implementering uden involvering af medarbejdere på alle niveauer. Det sikrer vigtig feedback fra de klinikere, der skal bruge OP-stuen. Det medvirker til en smidig indflytning, når Nyt OUH står klart. Og det er vejen til at undgå fejl, som vil være svære og dyre at udbedre, når byggeriet først står færdigt.

Gitte Max Guldmann er sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling O og har været med helt fra starten. Hun fortæller,

- Der sker jo noget når du bliver involveret. Når det ikke er djøf’erner, der dikterer. Det skaber ejerskab. Og når jeg står i fremtidens OP-stue, så kan jeg se nogle af mine input. Så er det også min OP-stue.

Om testforløbenes store værdi i forhold til indflytning forklarer hun,

- For slet ikke at tale om indflytning når Nyt OUH står klart – testforløbene giver os mulighed for at afprøve vores operationer i praksis. Så når vi rykker til Nyt OUH, så er vi klar. Det bliver jo den samme OP-stue, som vi har lært at kende og har opereret i.

Syddansk Sundhedsinnovations rolle

Listen er lang over de opgaver, som Syddansk Sundhedsinnovation har været involveret i gennem det 2-årige testforløb.

  • Planlægning af testforløb i 1:1 mock up og i den færdige OP-stue
  • Afvikling af testforløb
  • Koordinering med tovholdere i klinikken og servicefunktionerne
  • Understøtte OPI-samarbejder i forbindelse med udvikling af lysinstallation til OP-stuen
  • Planlægning og gennemførelse af uddannelsesforløb
  • Antropologisk feltarbejde
  • Koordinering af evalueringsarbejde med ekstern evalueringsspecialist
  • Det grafiske udtryk
  • Udarbejde kommunikationsplaner sammen med Nyt OUH-projektleder.

Tina Nissen, specialkonsulent i Syddansk Sundhedsinnovation, har været med hele vejen. Hun fortæller,

- Det har været værdifuldt at opleve klinikernes engagement og samarbejde i testforløbene. Det har givet de mange input, som gør, at vi kan overlevere brugbare resultater til byggefolkene. Det viser os også, at det udviklede testkoncept holder i forhold til en stor og kompleks opgave, som udvikling af fremtidens operationsstue. 

Kontakt

APPFWU02V