Skip til primært indhold

Ambulant psykiatrisk behandling via video – en tværsektoriel indsats

Et projekt på tværs af de fire sønderjyske kommuner og psykiatrien undersøgte om brugen af videokonsultation kan øge udsatte borgeres fremmøde til ambulant psykiatrisk behandling

Patienter, der ikke møder op til ambulant psykiatrisk behandling er et velkendt og dyrt problem.

Projekt ”Styrket fremmøde til behandling i ambulant psykiatri gennem tværsektoriel koordinering omkring videokonsultation” undersøgte om et øget tværsektorielle samarbejde på tværs af kommune og den ambulante lokalpsykiatri kan styrke brugen af videokonsultationer, og dermed kan øge udsatte borgeres fremmøde til ambulant psykiatrisk behandling.

Evalueringen af projektet viste, at når den tværsektorielle koordinering lykkes, så har det en positiv indvirkning på brugen af videokonsultationer - flere patienter benytter sig af tilbuddet og bliver på den måde fastholdt i behandlingen.

Succes med videokonsultation er endvidere afhængigt af omfanget af medarbejderudskiftning, at der er en stabil og løbende dialog blandt de ansvarlige og at personalet søger hjælp, når tekniske udfordringer opstår.

I forhold til den konkrete anvendelse af videokonsultationer tegner der sig et broget billede af den oplevede tilfredshed blandt personale og patienter. 

Blandt medarbejderne peger flere på, at videoløsningen ikke er intuitiv, og at opstarten er tidskrævende og tung, især på grund af tekniske udfordringer. Det er derfor vigtigt med en supportenhed med indgående kendskab til løsningen.

Patienterne har en overvejende positiv oplevelse af, at løsningen er nem at installere og bruge. De har ikke haft brug for hjælp fra hverken behandler eller kommunal støtteperson.

Potentialer på tværs internt i lokalpsykiatrien og i den kommunale socialpsykiatri

Evalueringen angiver to indsatser på tværs af interne afdelinger, hvor videokonsultationer kan have oplagte effekter:

Flere behandlere i lokalpsykiatrien fremhæver potentialet i, at patienterne kan fortsætte deres ambulante behandling selvom de er indlagt fx på en psykiatrisk afdeling, samtidig med at behandleren kan være med til udskrivningssamtaler. Og for den kommunale medarbejder kan videokonsultationer give en transportbesparelse i forbindelse med fysiske hjemmebesøg, som hos mere stabile psykisk sårbare borgere kan erstattes af videosamtaler.

Anbefalinger

På baggrund af evalueringen giver projektet fire anbefalinger for brug af videokonsultationer

  • Planlæg konkret brug af videokonsultationer
  • Brug teknologien rigtigt. Det er essentielt, at der er en supportenhed med indgående kendskab til løsningen
  • Beskriv samarbejdet, især den tværsektorielle organisering omkring videokonsultationer for at skabe enighed om hvor, hvornår og hvordan videokonsultationer bruges i en travl hverdag på tværs af sektorgrænser
  • Vær kompetent vejleder overfor patienten. Medarbejdere skal gå forrest og være kompetente vejledere for patienterne.
APPFWU01V