Hvordan bygger vi et stærkt fundament for ansvarlig og holdbar implementering af AI i sundhedsvæsenet?
RAIN-møde 10. februar 2027: Hvordan bygger vi et stærkt fundament for ansvarlig og holdbar implementering af AI i sundhedsvæsenet?
TID: 10. februar 2027.
Dørene åbner kl. 11.30 med frokost og netværk.
Programmet starter kl. 12-15.30.
STED: Syddansk Sundhedsinnovation, Forskerparken 10 G, 5230 Odense M.
MÅLGRUPPE: Medlemmer af RAIN og andre både offentlige og private aktører, som arbejder med at udvikle og bruge kunstig intelligens i sundhedsvæsenet.
TILMELDING: Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding via Plan2Learn, da der er begrænsede pladser.
Kunstig intelligens er på vej til at blive en del af både kliniske beslutninger og sundhedsprofessionelles arbejdshverdag. Skal implementeringen skabe værdi på den lange bane, kræver det mere end gode tekniske løsninger: Vi har brug for juridisk forståelse, gennemsigtige algoritmer og opmærksomhed på arbejdspladsernes organisering og medarbejdernes trivsel.
Tre bekræftede oplægsholdere - programmet opdateres løbende
Til dette netværksmøde sætter vi fokus på tre centrale fundamenter for ansvarlig implementering af AI i sundhedsvæsenet:
- Det kliniske ansvar,
- Det juridiske ansvar
- Ansvaret hos de tekniske udviklere.
Jakob Møller, cheflæge på Røntgen og Scanning på Sygehus Lillebælt, bidrager med et klinisk ledelsesperspektiv på brugen af AI-løsninger i hverdagen på sygehuset og det ansvar, klinikerne bærer for diagnosticering og behandling.
Elena Schulzhenko, lektor på Syddansk Universitet, Business School, deler indsigter fra sin forskning i AI og medarbejdertrivsel hos sundhedsprofessionelle. Hun har fokus på dette felt, da hun mener, det er vigtigt for kvaliteten af klinikeres beslutninger og ikke mindst for sundhedsprofessionelles trivsel i en tid præget af mangel på sundhedspersonale.
Ayo Næsborg-Andersen, lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet, bidrager til netværksmødet med afsæt i sin viden om det offentliges brug af AI som beslutningsstøtte, udvikling af algoritmer og brug af data samt transparens i AI-løsninger.
Dialog og netværk
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne, fælles dialog med afsæt i oplæggene samt tid til at netværke med de andre deltagere.
Vi bygger videre på temadag om mennesker-AI-samspil
Ved temadagen 30. september 2026 "Kan AI-løsninger lette dokumentationen i sundhedsvæsenet?" præsenterede psykolog og ph.d. Astrid Galsgaard de psykologiske mekanismer, der påvirker implementeringen af AI i sundhedsvæsenet.
Vi drøftede, med udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer, hvilke behov der er for viden og kompetencer, for at AI kan blive en reel gevinst i den kliniske hverdag. Her var de juridiske rammer, gennemsigtighed, organisatorisk prioritering samt medarbejdernes trivsel nogle af de pointer, der blev lagt vægt på.
RAIN – netværk for AI i sundhedsvæsenet
I RAIN – netværk for AI i sundhedsvæsenet samler vi mere end 600 fagfolk på tværs af det offentlige, de private virksomheder og civilsamfundet fra hele Danmark. Der plejer at være omkring 100 deltagere på vores netværksmøder, som afholdes hos Syddansk Sundhedsinnovation i Forskerparken i Odense.
Kontakt
Anne Hagelskjær Asmussen
Specialkonsulent, teamkoordinator
Brugercentreret Innovation
24 34 64 14 ahs@rsyd.dk
Nanna Ellegaard Jørgensen
Projektmedarbejder
Brugercentreret Innovation
20 33 05 55 Nanna.Ellegaard.Jorgensen@rsyd.dk