Skip til primært indhold

Projektmedarbejdere

Syddansk Sundhedsinnovation søger 2 projektmedarbejdere (barselsvikariater) til internationale projekter i enheden for Brugercentreret Innovation.

Vil du arbejde i krydsfeltet mellem sundhed, teknologi og mennesker og være med til at drive internationale projekter, der forbedrer hverdagen for borgere, patienter og sundhedspersonale?

Om jobbet

Du bliver en del af enheden for Brugercentreret Innovation, der arbejder med større europæiske Joint Actions på sundhedsområdet. I jobbet kommer du blandt andet til at:

  • Koordinere arbejdspakker med partnere fra flere lande
  • Planlægge og gennemføre workshops med hospitaler, forskere og patientorganisationer
  • Sikre sammenhæng i samarbejdet på tværs af lande og sektorer
  • Bidrage til at omsætte EU-krav til realistiske projektplaner og konkrete leverancer
  • Bidrage til evaluering, rapportering og formidling af resultater til fagfolk, politikere og civilsamfund.

Du har en central rolle i at sikre fremdrift i projekterne. Du tager ansvar for egne arbejdspakker, følger op på aftaler med partnere og understøtter projektlederen med blandt andet brugerundersøgelser og rapportering.

Om dig

Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse, for eksempel inden for sundhedsvidenskab, statskundskab, folkesundhedsvidenskab eller en beslægtet samfunds- eller sundhedsfaglig uddannelse. 

Du har erfaring med projektkoordinering eller projektledelse. Erfaringen kan stamme fra ansættelse, studieprojekter eller praktikforløb, og det er en fordel, hvis du har arbejdet med internationale projekter eller i sundhedsvæsenet. 

Du udtrykker dig klart og præcist på både dansk og engelsk, skriftligt såvel som mundtligt, og du er vant til at formidle fagligt indhold til forskellige målgrupper. 

I dit arbejde tager du afsæt i brugernes behov. Du spørger fremfor at antage, og du har blik for, at en sygeplejerske i Polen og en patient i Danmark kan have forskellige perspektiver. Du er vant til at arbejde med flere interessenter og kan samarbejde på tværs af fagligheder og lande. Når rammer og krav ændrer sig, er du i stand til at skabe overblik, prioritere og finde praktiske løsninger sammen med projektleder og øvrige partnere. 

Det er ikke afgørende, at du har mange års erfaring. Det vigtige er, at du har et solidt fundament i projektarbejde, gode analytiske evner og lyst til at arbejde med international projektledelse i praksis. 

Syddansk Sundhedsinnovation betragter diversitet som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Læs mere og søg stillingen. 

Vi ønsker at gøre ansøgningsprocessen enkel. Du skal derfor ikke vedhæfte en traditionel ansøgning. I forbindelse med at du søger stillingerne, skal du udelukkende vedhæftede dit CV samt kort beskrive din motivation for at søge stillingerne.

Ansøgningsfrist: Send dit CV senest onsdag den 4. november 2026. Vi holder samtaler 18. og 19. november 2026

Kontakt

Christian Mercado

Enhedschef

Brugercentreret Innovation


26 17 67 75 Christian Mercado på LinkedIn

Anne Hagelskjær Asmussen

Specialkonsulent, teamkoordinator

Brugercentreret Innovation


24 34 64 14
APPFWU01V