Kompetencer til behandling i eget hjem

Hjemmenær behandling

Hjemmenær behandling bliver en central forudsætning i fremtidens sundhedsvæsen. Det gælder også specialiseret behandling. 

Det er en udvikling, som stiller krav til kompetencer.

Region Syddanmark og Syddansk Sundhedsinnovation sætter med tre temadage fokus på det robuste sundhedsvæsen, og hvordan sundhedsvæsenet gør sig klar til en udvikling mod mere hjemmenær behandling

Ved den første temadag 21. april 2026 var mere end 110 sundhedsprofessionelle fra sygehuse og kommuner samlet i Syddansk Sundhedsinnovation, der sætter fokus på de kompetencer, der skal til for at patienterne oplever en god og tryg hjemmenær behandling 

Deltagerne repræsenterede både sygehus og kommuner. Og de repræsenterede sundhedsprofessionelle med direkte borger- og patientkontakt, ligesom mange havde ledelsesopgaver. Samlet set den helt rigtige gruppe til en dag med fokus på Kompetencer til behandling i eget hjem

De kommende temadage er 9. juni 2026 i Aabenraa og 2. december 2026 i Odense. I juni sætter vi fokus på den koordinering, der binder sektorer sammen.

Nye krav til personalet og patienterne

Anne Abela, klinisk sygeplejespecialist og Hanne Stegemann Jensen, specialkonsulent, Rigshospitalets Videncenter for Specialiseret Hjemmebehandling, gav dagens først oplæg.

Oplægget handlede om de udfordringer, der er ved at flytte specialiseret behandling ud. Udfordringer, som stiller mange kompetencemæssige krav til personalet og patienter

- Se Anne Abela og Hanne Stegemann Jensens præsentation.

På Rigshospitalet har der, også før Sundhedsreformen, længe været planer om, at en bred vifte af hjemmebehandling skal tilbydes patienter og borgere.

Hjemmebehandling, forstås som, alle de indsatser, som forebygger en indlæggelse eller ambulant behandling. Tilgang til hjemmebehandling står således på to ben: 

• Tidlig udskrivelse så færdigbehandling sker hjemme
• Forebygge og gerne helt undgå, at patienterne kommer ind på sygehuset.

Erfaringen er allerede nu, at patienterne bakker op. 

Man taler om hjemlæggelser i modsætning til indlæggelse.

Men vi står med ny virkelighed. Hospitalssygeplejersken befinder sig et andet sted end patienten og kollegerne og behandlingsansvaret har man på afstand. Hospitalssygeplejersken skal i højere grad være rådgivende. Hun skal lære at rådgive, monitorere og koordinere på distancen. 

En del af plejen og behandlingen bliver. Relationer skal skabes på distancen. Patienter kan og vil meget mere. Men der er stor variation. En patient er ingeniør. En anden patient er hjemløs.

Hjemmet bliver den 4. sektor i sundhedsvæsenet

Hjemmet bliver, ved siden af sygehuset, hjemmesygeplejen og almen praksis, den 4. sektor i fremtidens sundhedsvæsen.

Det kræver bevidsthed, at en patient i hjemmet påvirker hjemligheden ligesom de pårørende bliver påvirket. Hjemmet går fra at være en tryg helle til at være en hospitalsstue og en arbejdsplads for de sundhedsprofessionelle, der bliver en fast del af hverdagen.

Med hjemmenær behandling skal patienten ikke ulejlige sig på sygehuset. Men vi skal alle tilpasse os! Patienterne, de pårørende og de sundhedsprofessionelle.

Kærligheden vejer altid tungest

I dagens andet oplæg satte Hanne Elisabeth Bro, seniorkonsulent og Tina Aalbæk, konsulent, Center for Pårørendeinddragelse – CEPI, fokus på hvad der sker, når behandlingen flytter ind i hjemmet.

- Se Hanne Elisabeth Bro og Tina Aalbæks præsentation.

Kærligheden vejer altid tungest. Men man står som pårørende altid midt i det hele, når behandlingen flytter hjem. Og hjemmenær behandling skaber mange belastninger for de pårørende.

Hjemmebehandling forudsætter sundhedskompetencer, praktiske og kliniske færdigheder, koordinationskompetencer og emotionelle kompetencer hos den pårørende. Det handler om det rent praktiske. De pårørende bliver ofte involveret i pleje, observation af patienten, håndtering af medicin og hjælpemidler, planlægning og koordinering af aftaler og kommunikation med myndigheder. Det belaster hverdagslivet, når hjemmet bliver et behandlingsrum med medicinsk udstyr og hjemmet mister sin private funktion. 

Men det handler i endnu højere grad om den emotionelle belastning, som de pårørende rammes af. Det store ansvar tynger. Man glemmer omsorgen for sig selv

Endelig må vi ikke glemme at børn og unge også er pårørende, og at det er vigtigt at sundhedspersoner ser barnet og inddrager barnet i børnehøjde.

Hanne Elisabeth Bro og Tina Aalbæk konkluderer, at hjemmenær behandling kræver særlige kompetencer hos de pårørende, som gør den i stand til at håndtere den nye situation i deres familie. 

Efter begge oplæg var der rig mulighed for at drøfte, hvad der udfordrer i egen praksis. Herunder blandt andet inddragelse af pårørende i forbindelse med mere hjemmebehandling.

3 Cases fra i borgerens hjem

Dagens tredje oplæg bestod af 3 korte præsentationer af cases fra hverdagen med hjemmenær behandling.

Bliv trygt hjemme: Forebyggelse af unødvendige indlæggelser. Samarbejde mellem region, kommuner og praktiserende læge

v. Marianne Britt Larsen, områdeleder for den kommunale sygepleje og sundhedsklinikkerne, Middelfart Kommune. Indsatsen startede som kvalitets- og forbedringsprojekt, som i dag er i drift i kommunen. Akutsygeplejersken er tovholder. Hun har en direkte linje ind i FAM, medicinsk bagvagt, som sikrer fagligheden, og tryghed for sygeplejersken. Det giver stor arbejdsglæde. Også borgeren er tilfredse med ordningen. Endelig oplever de praktiserende læger ordningen som en hjælp i hverdagen. Akutsygeplejerskernes vurderer de mindre syge borgere, så den praktiserende læge kan tage sig af de sygeste borgere.

- Se Marianne Britt Larsens præsentation.

Børn i hjemmet – små handlinger, der gør en stor forskel

Her fortalte Katrine Wind Nielsen sin egen historie om, hvordan hendes familie og hverdag ændrede sig, da hendes far blev ramt af sygdom og skulle i dialysebehandling. En stor steril dialysemaskine flyttede ind i stuen. Det betød, alle blev en del af behandlingen. Hjemmet forandrede sig fra at være ’hjem’ til, at alt handlede om den syge. Det blev taget hensyn til den syge, og bekymring og usikkerhed blev en del af at være hjemme. Som ungt mennesker havde Katrine mange tanker om hvor og hvordan hun skulle håndtere det hele.

Katrine følte sundhedspersonalet overså hende, i stedet for at se hende i øjnene. Hun ville ønske, at hun i højere grad var blevet set og spurgt, hvordan hun gerne ville inddrages i at være pårørende. Hendes budskab til de sundhedsprofessionelle, der var mødt op var klart:

Se på mig og spørg mig hvad jeg har brug for, om jeg vil delagtiggøres, eller hellere vil ud og lege i haven.

- Se Katrine Wind Nielsens præsentation

IV-behandling i borgerens nærmiljø

Ditte Kjær Orbesen, sygeplejerske, cand.cur. Avanceret klinisk sygepleje, Ph.d.-studerende, Akutafdelingen, Sygehus Lillebælt, Kolding, præsenterede casen Anna. Anna er 87 år, har 2 døtre tæt på og lider af flere kroniske sygdomme.

Efter et døgns indlæggelse på grund af en urinvejsinfektion, bliver hun udskrevet til IV-behandling i eget hjem. Anna er urolig, forvirret, træt og sygeplejersken, Louise, gør sig mange overvejelser om, hun kan fortsætte behandling. De åbenlyse spørgsmål er: Hvem har ansvaret? Er de rette kompetencer til stede? Fungerer samarbejdet? Hjemmenær behandling skal være forsvarlig.

- Se Ditte Kjær Orbesens præsentation.

Efter de tre casepræsentationer fordelte deltagerne sig i grupper med mulighed for at få uddybende viden om de præsenterede cases og faciliteret netværk.