Skip til primært indhold

Tale-til-tekst og automatiseret dokumentation

Opsamling fra RAIN-netværksmøde møde 30. september 2026: Kan AI-løsninger lette dokumentationen i sundhedsvæsenet?

Anne Hagelskjær, Syddansk Sundhedsinnovation byder velkommen

Anne Hagelskjær, Syddansk Sundhedsinnovation byder velkommen

Ambient scribe-løsninger, der lytter med under samtalen og laver et udkast til journalnotatet, er på vej ind i sundhedsvæsenet. Den 30. september samledes over 120 deltagere hos Syddansk Sundhedsinnovation i Odense for at høre, hvordan løsningerne fungerer i praksis – og hvad der skal til, før de kan udbredes i stor skala. Anne Hagelskjær Asmussen, netværksleder i RAIN, bød velkommen.

AID_NOTE: Fra teknologi til skala

Mads Kyed, innovationskonsulent i CAI-X (Center for Clinical Artificial Intelligence) på Odense Universitetshospital, satte rammen for AID_NOTE-projektet. Her afprøves to løsninger (Corti og Tandem/Omilon) på ni afdelinger på fire sygehuse i både somatik og psykiatri – ved stuegang, ambulante samtaler og akutte forløb.

Det centrale spørgsmål er: Skaber teknologien tilstrækkelig værdi til, at vi skal investere i den? Og hvordan ved vi det?

Erfaringerne samles i en evalueringsrapport i november–december 2026. Det er den og ikke afprøvningen i sig selv, der skal være beslutningsgrundlaget.

Læs mere om AID_NOTE på CAI-X' hjemmeside.

Klinikernes erfaringer: Aflastning og mere nærvær

Zoltan Barkanyi, ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Odense, delte online sine erfaringer fra lokalpsykiatrien.

Derefter fortalte tre klinikere om deres oplevelser i et sofainterview ved Mads Kyed: Rene Krogh, fysioterapeut på Sygehus Lillebælt, Rikke Lyngholm Bohlbro, projektleder i Fælles Akut Modtagelse på Sygehus Sønderjylland og Stine Haugaard Pape, cand.scient.fys. på Smertecenter Syd.

Klinikerne oplever, at løsningen sparer både tid og mentale ressourcer, og at de er mere til stede i samtalen med patienten. Det er aflastende at have et notat at stå på. I psykiatrien vil langt de fleste patienter gerne deltage, og der er stor tilslutning blandt klinikerne til at fortsætte.

Der har også været læring undervejs. Skabelonerne er tilpasset afdelingernes behov, hvilket har givet mere ensartede notater. Tekniske udfordringer og afbrydelser i løbet af dagen har også fyldt. Notaternes længde kan styres ved at redigere dem eller bede løsningen om at skrive mere eller mindre.

Evaluering: Brugbart – men ikke færdigt

Laura Stræde Alleslev, innovationskonsulent i CAI-X, præsenterede evalueringen af AID_NOTE på vegne af evalueringsleder Maiken Wolderslund.

Forskningsfeltet vokser hurtigt, med 145 publikationer om ambient scribe i 2026 mod 56 i 2025. Men kun 33 studier undersøger løsningerne i reel klinisk praksis, og de fleste måler alene tid. AID_NOTE evaluerer derfor også notatkvalitet, brugeroplevelse og arbejdsgange.

De første resultater efter cirka en måneds brug viser et blandet billede.

7 ud af 13 klinikere bruger mindre tid på at færdiggøre notatet, mens 6 bruger mere. 9 ud af 12 oplever udkastet som et brugbart udgangspunkt, men med et tydeligt behov for redigering, og 8 ud af 11 finder løsningen nyttig.

Tidsgevinsten er altså ikke givet, og brugbart er ikke det samme som færdigt. Tidsmålinger og vurdering af journalkvaliteten er endnu ikke opgjort.

Erfaringer fra Norge: Stor afprøvning i Helse Vest

Cecilie Sneberg Grøtteland, seniorrådgiver på Stavanger Universitetssykehus og regional projektleder for ambient scribe i Helse Vest, gav et indblik i erfaringerne fra Norge.

En måling før afprøvningen viste, at 71 % af medarbejderne ofte eller altid ikke når at færdiggøre dokumentationen for én patient, før den næste kommer ind, og at 48 % arbejder over for at blive færdige.

Helse Vest har afprøvet ambient scribe i et år med fire produkter, omkring 1.400 deltagere og mere end 100 kliniske teams.

Blandt Cecilies læringer er, at der ikke findes én løsning, der passer til alle: Teknologien skal tilpasses arbejdsgangene, og klinikerne skal have tid til at lære den at kende. Fejl og udeladelser kræver fortsat kvalitetssikring, og der er en risiko for, at faglige færdigheder svækkes, når man skriver mindre selv – for at skrive er også at tænke.

Region Midtjylland: Noteless i børne- og ungdomspsykiatrien

Mathilde Vindstrup Østergaard og Klara Krøyer Fomsgaard fra Digital Psykiatri i Region Midtjylland delte læringer fra afprøvningen af Noteless.

Afprøvningen er udvidet til de omkring 360 ambulante behandlere i børne- og ungdomspsykiatrien, og 326 brugere er oprettet.

Når værktøjet virker, frigør det tid til at være mere til stede sammen med patienten. Men brugbarheden varierer: Sygeplejerskerne er begejstrede, mens psykologerne udfordres af lange samtaler. Standardskabeloner fungerer bedst, hvor der er enighed om struktur og indhold.

Projektgruppen efterlyser desuden retningslinjer for brug af AI i sundhedsvæsenet. Klinikeren har altid det endelige ansvar for indholdet.

Virksomhedsperspektivet: Hvor bliver effekten af?

Anne Bøgh Fangel, direktør for kundesamarbejder og innovation i Omilon, pegede på, at den samme teknologi kan give vidt forskellige resultater, fordi betingelserne omkring den er forskellige.

Ambient scribe bliver et spejl på praksis. Et udkast kunne for eksempel ikke bruges, fordi lægen ikke sagde sine fund højt, og to medarbejdere vurderede det samme notat forskelligt.

Implementering handler derfor om at skabe fælles kriterier for kvalitet og om at finde ud af, hvor teknologien passer ind. Hun afsluttede med syv principper, blandt andet at begynde med arbejdet og ikke med teknologien, og at vurdere kvalitet og ikke kun effektivitet.

Fra afprøvning til indkøb: Hvad sker der nu?

Pia Normann, projektleder i Regional IT i Region Syddanmark, fortalte om næste skridt.

I november–december 2026 fremlægges evalueringsrapporten for Strategisk IT-forum og den relevante strategigruppe. Her skal videre udvikling eller anskaffelse godkendes, og der skal afsættes økonomi. Kommende løsninger skal understøtte regionens cloudstrategi. Giver Strategisk IT-forum grønt lys, starter Regional IT et projekt efter regionens it-projektmodel.

Afrundende perspektiver

Dagen sluttede med en rundbordssamtale med oplægsholderne.

Spørgsmålene fra salen handlede blandt andet om, hvordan man følger med, når udviklingen går så hurtigt, og om manglende enighed om, hvad man må og kan.

Et andet spørgsmål var, om alt, der bliver sagt, ikke bare kan kodes direkte ind i systemet. Ifølge Omilon er det et oplagt næste skridt – men det svære bliver at udvikle og implementere, samtidig med at man sikrer validering og kvalitet.

På tværs af oplæggene tegnede der sig et fælles billede. Klinikerne oplever aflastning og mere nærvær, men tidsgevinsten er ikke givet på forhånd. Det sværeste er ikke teknologien, men arbejdet omkring den: at blive enige om, hvad et godt notat er, at tilpasse skabeloner til praksis og at give tid til oplæring.

En stor tak til alle oplægsholdere og deltagere for en engageret og lærerig dag om AI-understøttet dokumentation.

Kontakt

Anne Hagelskjær Asmussen

Specialkonsulent, teamkoordinator

Brugercentreret Innovation


24 34 64 14

Nanna Ellegaard Jørgensen

Projektmedarbejder

Brugercentreret Innovation


20 33 05 55
APPFWU01V