Skip til primært indhold

Innovationsklumme - Erik Jylling og Martin Magelund, Region Østdanmark

Derfor vælger vi missionsvejen – og rækker hånden ud

Erik Jylling og Martin Magelund Rasmussen, Region Østdanmark

Erik Jylling (th) og Martin Magelund Rasmussen, Region Østdanmark

Forestil dig en 82-årig med flere kroniske sygdomme, hvis hjertesvigt i dag først opdages, når det er slemt nok til en tur på akutmodtagelsen. I den fremtid, vi arbejder for, ser lægerne forværringen i hans data, før han selv mærker den, kobler kommunens sygeplejerske og hans egen læge på samme opkald og justerer medicinen, mens han sidder i sin egen stue.

Den slags forløb skal vores tre innovationsmissioner gøre til hverdag:

  • Sundhed, hvor du er – Mere liv, mindre sygdom
  • En bæredygtig arbejdsplads – Arbejdskraftfrigørende og attraktiv
  • Når du bliver syg – Personlig diagnostik og medicin. 

Tre missioner, vi samler vores innovationskræfter om i det kommende Region Østdanmark.

Hvorfor missionsvejen? Fordi spredte pilotprojekter sjældent når længere end til den afdeling, de er født i. En mission sætter en fælles, ambitiøs retning for udviklingen, også når vi indgår i partnerskaber.

Vi kan allerede se, det virker. Med det første signaturprogram i Teknisk Universitetshospital (TUH) samler vi flere projekter under missionen "Sundhed, hvor du er". Programmets ambition er at flytte 100.000 behandlinger ud af regionens hospitaler og lade det kliniske ansvar følge patienten på tværs af hospital, kommune og almen praksis, så ingen tabes mellem sektorerne. Og med stringent fokus på, at vi ikke duplikerer hospitalsbehandlinger og -fremgangsmåder, men reelt forandrer måden hvorpå der leveres sundhedsydelser til borgerne.

Som region vil vi insistere på at sikre større hastighed i afklaringer og ”rydde sten af vejen” for at nyttiggøre innovation og forskning. Ligesom vi skal blive langt bedre til at skalere det som virker – og lægge vores vægt bag det. Det kræver stærke lokale forskning- og innovationsfunktioner på alle regionens hospitaler; med kompetencer, mandat og ledelsesforankring i direktionen. Også stabs- og støtte funktioner skal have innovationskompetencer, så prioriterede indsatser understøttes hele vejen mod bred implementering og skalering. Eksekveringen skal være stærkt lokalt, mens forpligtende koordinering og samarbejde er nødvendigt, så vi sammen løfter opgaven.

Derfor retter vi også blikket mod de øvrige regioner og mod det, der allerede findes andre steder. Vores udfordringer er fælles. Det er løsningerne ofte også. Når noget virker i Syddanmark, bør det kunne genbruges i Østdanmark, og omvendt. Vi ser et stort potentiale i at dele viden om, hvad der virker, undgå at gentage hinandens piloter og mobilisere det nationale økosystem sammen, blandt andet gennem Danske Regioner og et kommende Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Det gælder også, når vi taler med de store fonde og Innovationsfonden om strategiske støtteprogrammer for sundhed: Fire regioner, der taler hver for sig, står svagere end fire regioner, der peger i samme retning – mod samme mission.

Missionerne er først og fremmest en invitation. Lad os sammen skabe et sundhedsvæsen, der fylder mindre i borgernes liv og skaber mere værdi for både patienter og medarbejdere.

APPFWU01V