Skip til primært indhold

Designskolen Kolding og Syddansk Sundhedsinnovation styrker samarbejdet om fremtidens sundhedsvæsen

Design skal spille en større rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Med en ny treårig partnerskabsaftale samler Designskolen Kolding og Syddansk Sundhedsinnovation nu deres kompetencer i et strategisk samarbejde om uddannelse, forskning og udvikling af nye løsninger til sundheds- og velfærdsområdet.

Carina Christensen (til venstre), rektor på Designskolen Kolding og Inge Bendixen, vicedirektør i Syddansk Sundhedsinnovation underskriver 17. august 2026 den treårige partnerskabsaftale.

Carina Christensen (til venstre), rektor på Designskolen Kolding og Inge Bendixen, vicedirektør i Syddansk Sundhedsinnovation underskriver 17. august 2026 den treårige partnerskabsaftale.

Designskolen Kolding har i en årrække arbejdet fokuseret med sundhed, velfærd og life science-relaterede problemstillinger i både uddannelse, forskning og samarbejder med eksterne partnere. Med den nye aftale med Syddansk Sundhedsinnovation bliver indsatsen løftet til et nyt niveau. 

Partnerskabet skaber en fast ramme, hvor Designskolen Koldings designfaglige ekspertise og forskningskompetencer kobles tættere sammen med Syddansk Sundhedsinnovations adgang til sundhedsfaglig praksis, kliniske miljøer samt erfaring med implementering og skalering. 

Ambitionen er at bringe design endnu tættere på de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor og samtidig give studerende og forskere mulighed for at udvikle og afprøve metoder og løsninger i mødet med den virkelighed, de skal fungere i. 

- Vi begynder ikke fra nul. Sundhed og velfærd er allerede et område, hvor vores studerende og forskere arbejder med komplekse problemstillinger og udvikler løsninger sammen med mennesker og organisationer i praksis. Det nye er styrken og kontinuiteten i samarbejdet. Med Syddansk Sundhedsinnovation får vi mulighed for at binde stærke fagmiljøer endnu tættere sammen og skabe en mere direkte vej fra designfaglig viden til konkret værdi i sundhedsvæsenet, siger Carina Christensen, rektor på Designskolen Kolding.

Designprojekter tæt på patienter og praksis 

Partnerskabet tager afsæt i Region Syddanmarks innovationsstrategi og regionens fire missioner om et mere patientcentreret, sundhedsfremmende, robust og bæredygtigt sundhedsvæsen. 

Et særligt fokus bliver udviklingen af fremtidens hjemmenære behandlingsforløb. Når mere behandling flytter tættere på borgernes hverdag og uden for de traditionelle rammer på sygehusene, opstår der nye behov og spørgsmål: Hvordan skal produkter, rum, services og digitale løsninger fungere? Hvordan skaber man gode møder mellem mennesker og systemer? Og hvordan udvikler man løsninger, som både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle kan bruge? 

Her kan design bidrage med metoder til blandt andet brugerinddragelse, visualisering, prototyping, afprøvning og udvikling af nye produkter, services og systemer. 

Samarbejdet vil blandt andet omfatte bachelor- og kandidatprojekter, praktikforløb, gæsteundervisning, fælles innovationsforløb, kompetenceudvikling samt forsknings- og udviklingsprojekter. 

Studerende vil blandt andet kunne arbejde med alt fra indretning af venteområder og patientstuer til tekstiler, dialogværktøjer, wayfinding og digitale brugerflader i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation og regionens øvrige sundhedsmiljøer. 

- Hvis vi skal lykkes med at udvikle et sundhedsvæsen, der både er robust, bæredygtigt og tager udgangspunkt i patienternes behov, kræver det, at vi bringer forskellige fagligheder i spil. Designfagligheden kan noget særligt, når det handler om at forstå behov, gøre komplekse problemstillinger konkrete og udvikle løsninger sammen med dem, der skal bruge dem. Med partnerskabet får vi en stærkere og mere systematisk kobling mellem designkompetencer og sundhedsvæsenets praksis, siger Inge Bendixen, vicedirektør i Syddansk Sundhedsinnovation.

Viden skal gå begge veje

Partnerskabet skal samtidig styrke Designskolen Koldings uddannelser og forskningsmiljøer. Erfaringer fra konkrete samarbejder skal føres tilbage til undervisningen på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau og bidrage til skolens fortsatte vidensopbygning inden for sundhed, velfærd og sundhedsinnovation. 

Omvendt får Syddansk Sundhedsinnovation og Region Syddanmarks enheder lettere adgang til designfaglig ekspertise, studerende og forskningsmiljøer. 

Parterne vil desuden undersøge mulighederne for fælles forsknings- og udviklingsansøgninger og nye innovationsaktiviteter. 

Partnerskabsaftalen trådte i kraft den 1. august 2026 og løber i tre år.

Om Syddansk Sundhedsinnovation

Syddansk Sundhedsinnovation er Region Syddanmarks stab for sundhedsinnovation og fungerer både som videncenter, konsulenthus og projektorganisation. Syddansk Sundhedsinnovation arbejder blandt andet med brugerinvolvering, test og udvikling af innovative produkter og services, kompetenceudvikling, funding samt program- og projektledelse.

Om Designskolen Kolding

Designskolen Kolding er en videregående uddannelses- og forskningsinstitution med bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser inden for design samt efteruddannelse med fokus på strategisk design. Skolens vidensgrundlag bygger på forskning, designfagligt udviklingsarbejde og praksisnær viden skabt i samarbejde med virksomheder, organisationer og offentlige aktører. 

Kontakt

Inge Bendixen

Vicedirektør

Syddansk Sundhedsinnovation - Styring Udvikling og Viden


21 60 44 23

Anne Friis Hansen

Chefkonsulent

Brugercentreret Innovation


21 79 44 58
APPFWU01V