Skip til primært indhold

Implementering og skalering af AI i sundhed - Opsamling fra WHINN

Åbent RAIN-møde på WHINN 29. oktober 2025 satte fokus på hvordan vi får kunstig intelligens til ikke bare at virke, men til at skabe reel værdi for patienter, klinikere og organisationer

Anne Hagelskjær Asmussen, Syddansk Sundhedsinnovation byder velkommen

Anne Hagelskjær Asmussen, Syddansk Sundhedsinnovation byder velkommen (Foto: Lasse Skov / Danish Life Science Cluster)

Victor Vadmand Jensen, ph.d. og teknoantropolog ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg

Victor Vadmand Jensen, ph.d. og teknoantropolog ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg

Jakob Møller, cheflæge, Radiologisk Afdeling, Sygehus LillebæltJakob Møller, cheflæge, Radiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt

Jakob Møller, cheflæge, Radiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt (Foto: Lasse Skov / Danish Life Science Cluster)

Anne Bach Poulsen, Patientforløb og Økonomi, Region Nordjylland

Anne Bach Poulsen, Patientforløb og Økonomi, Region Nordjylland (Foto: Lasse Skov / Danish Life Science Cluster)

Spørgsmål og fælles drøftelse med oplægsholderne.

Spørgsmål og fælles drøftelse med oplægsholderne (Foto: Lasse Skov / Danish Life Science Cluster)

(Foto: Lasse Skov / Danish Life Science Cluster)

Hvordan får vi kunstig intelligens til ikke bare at virke, men til at skabe reel værdi for patienter, klinikere og organisationer?

Det spørgsmål samlede den 29. oktober et stort fremmøde til WHINN i Odense, hvor RAIN inviterede til et netværksmøde om implementering og skalering af AI-løsninger i sundhedsvæsenet.

Engagementet var tydeligt fra start. Oprindeligt var der omkring 80 deltagere tilmeldt, men i løbet af formiddagen dukkede flere op, og ved afslutningen talte vi næsten 110 deltagere. Alle stole blev taget i brug, og samtalerne ved bordene bar præg af stor nysgerrighed og lyst til at dele erfaringer på tværs.

Dagen bød på oplæg, debat og fælles refleksioner om, hvordan vi kan løfte brugen af AI fra lokale initiativer til forankret praksis og national udbredelse.

Etik i praksis – når AI møder klinik og patient 

Dagens første oplæg blev holdt af Victor Vadmand Jensen, ph.d. og teknoantropolog ved Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg. Han satte fokus på de etiske dilemmaer, der opstår, når AI flytter ind i sundhedsvæsenet.

Med eksempler fra sin forskning viste han, at etik ikke kun handler om retningslinjer, men om de mange små beslutninger, som klinikere, udviklere og beslutningstagere tager hver dag.

“Etik er der også, når vi ikke bruger ordet,” sagde Victor og opfordrede til, at etiske spørgsmål tænkes systematisk ind som en naturlig del af udviklingsprocessen og ikke blot som et punkt, man tjekker af til sidst.

Oplægget satte rammen for dagens videre drøftelser og gav anledning til gode samtaler om, hvordan vi kan skabe fælles sprog og strukturer, der understøtter stillingtagen til, hvordan AI skal bruges i praksis.

Se Victor Vadmand Jensens præsentation.

Erfaringer fra implementeringen af AI i skadestuen

Herefter delte Anne Bach Poulsen, specialkonsulent fra Patientforløb og Økonomi i Region Nordjylland, erfaringer fra arbejdet med en AI-løsning til vurdering af knoglebrud.
Regionen har gjort det muligt for behandlersygeplejersker og yngre læger at afslutte patienter direkte efter røntgen på baggrund af AI-vurderinger.

Siden september 2024 har næsten 4.000 patienter kunnet sendes direkte hjem efter undersøgelse. Dermed er de, som ikke havde et knoglebrud, sluppet for at vente i skadestuen på at få svar på det.

Anne beskrev både gevinster og udfordringer: Alt fra samarbejdet på tværs af specialer til behovet for tydelig kommunikation og realistiske forventninger.

Som hun understregede: ”Det kræver tålmodighed og en bred tilgang at få forandringer til at lykkes. Forandring tager tid.

Se Anne Bach Poulsens præsentation.

Kliniske erfaringer og læring fra praksis

Jakob Møller, cheflæge på Radiologisk Afdeling ved Sygehus Lillebælt, gav et praksisnært blik på, hvad det kræver at få AI til at fungere i hverdagen.

Med flere års erfaring fra brugen af en fraktur-AI på akutafdelingerne i Kolding og Vejle fortalte han, hvordan løsningen har udviklet sig trin for trin og hvordan tillid, faglig forankring og teknisk tålmodighed er nøgler til succes.

Oplægget viste, at vejen fra pilot til drift kræver både kvalitetssikring, robusthed og lokalt ejerskab. Jakob formulerede det kort og præcist:

  • AI skal ikke være perfekt. Det skal bare være godt nok til at give mening i klinikken.

Se Jakob Møllers præsentation.

Et netværk og et felt i bevægelse

Efter oplæggene fortsatte deltagerne den livlige dialog, først i mindre grupper og siden i fælles en plenumdrøftelse med oplægsholderne.

Her blev der udvekslet erfaringer om, hvordan man bedst organiserer samarbejde på tværs af afdelinger og sektorer, hvordan man sikrer kompetencer i frontlinjen, og hvordan man håndterer de lovgivningsmæssige og praktiske bump på vejen.

I den fælles drøftelse blev det tydeligt, hvor meget styrke der ligger i at samle erfaringer på tværs.
Forskellige perspektiver fra forskning, klinik og strategi pegede på den samme udfordring: hvordan vi får AI til at fungere i praksis.

Der var enighed om, at spørgsmålet om top-down eller bottom-up implementering ikke har ét rigtigt svar.

For nogle begynder forandringen nedefra i klinikkerne, hvor ildsjæle tester, tilpasser og lærer undervejs. For andre sker den oppefra, når regioner og ledelser sætter retningen.

Men måske handler det i virkeligheden mindre om, hvor initiativet starter, og mere om, hvordan vi i fællesskab får teknologien til at slå rødder, så den bliver en naturlig del af hverdagen i sundhedsvæsenet.

Mange spørgsmål til oplægsholderne kredsede også om effekt og evidens: Hvad ved vi egentlig om ændrede arbejdsgange, effektivitet og kvalitet?
Her opstod en interessant kontrast. For mens Victor Vadmand Jensen tidligere på dagen havde understreget vigtigheden af at tænke etik systematisk ind fra begyndelsen, fyldte netop etik mindre i den afsluttende dialog.

Et af dagens sidste spørgsmål satte netop dette i perspektiv: Hvis AI fungerer som beslutningsstøtte, hvem har så ansvaret? Klinikeren eller algoritmen? Blandt oplægsholderne var der bred enighed om, at vi endnu ikke er nået dertil, hvor praksis eller klagesager har tvunget os til at tage stilling. Indtil da må vi selv tage samtalen og tage den alvorligt.

Måske var det i virkeligheden dér, dagens vigtigste pointe lå. Forankring sker ikke gennem færdige svar, men gennem den videndeling og de samtaler, vi bliver ved med at have.

Så længe vi deler erfaringer på tværs, bevæger både netværket og feltet sig videre.

En stor tak til oplægsholderne Victor Vadmand Jensen, Anne Bach Poulsen og Jakob Møller, og til alle deltagere for at dele jeres erfaringer, engagement og nysgerrighed.

Kontakt

Anne Hagelskjær Asmussen

Specialkonsulent, teamkoordinator

Brugercentreret Innovation


24 34 64 14
APPFWU02V