Skip til primært indhold

AI i lungekræftscreening: Opsamling fra netværksmøde om AI i sundhed

RAIN-møde 30. september 2025: Hvordan kan kunstig intelligens være med til at styrke den tidlige opsporing af lungekræft i Danmark?

Fra pilotprojekt til nationalt perspektiv

Hvordan kan kunstig intelligens være med til at styrke den tidlige opsporing af lungekræft i Danmark? Det spørgsmål samlede den 30. september mere end 60 deltagere hos Syddansk Sundhedsinnovation i Odense, hvor RAIN – AI i sundhedsvæsenet – inviterede til netværksmøde om AI i lungekræftscreening.

Dagen satte fokus på, hvordan AI allerede i dag bruges i pilotstudier, som kan bane vejen for et nationalt screeningsprogram. Oplæg fra forskere, klinikere og myndigheder gav indblik i erfaringerne fra PLUS-projektet, udviklingen af AI-RAPTOR-algoritmen og de tværfaglige samarbejder, der gør det muligt at bringe teknologien ind i den kliniske anvendelse.

AI-RAPTOR: Fra idé til klinisk anvendelse

Netværksmødet blev indledt med et oplæg fra Frederik Duedahl og Simon Lyck Bjært Sørensen, ph.d.-studerende på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, om AI-RAPTOR – en annoteringsplatform og algoritme til identifikation af kræftknuder på CT-scanninger.

De præsenterede, hvordan RAPTOR-platformen gør det muligt at markere og analysere store mængder billeddata med høj præcision, og hvordan platformen bygger på mere end 20.000 CT-scanninger og omfattende radiologiske data. Oplægget illustrerede, at RAPTOR ikke alene kan fungere som et beslutningsstøtteværktøj i klinikken, men også som et trænings- og forskningsredskab, der kan anvendes i udviklingen af nye AI-modeller. 

Se Frederik Duedahl og Simon Lyck Bjært Sørensens præsentation.

PLUS-projektet: Pilotstudie i Region Syddanmark

Herefter fulgte Michael Stenger, overlæge på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital og projektleder for PLUS. Han præsenterede status og erfaringer fra PLUS-projektet – det igangværende pilotstudie om lungekræftscreening i Region Syddanmark.

Studiet omfatter 1000 borgere i alderen 60-74 år med forhøjet risiko for lungekræft, og gennemføres med årlige lavdosis CT-scanninger og supplerende lungefunktionstest. 

Michael Stenger satte fokus på både de kliniske resultater og de organisatoriske erfaringer, herunder:

  • Screeningens potentiale til at reducere dødelighed
  • Kapacitetsudfordringer – herunder et stort behov for flere thorax-radiologer
  • Betydningen af AI som støtte i vurderingen af de mange scanninger
  • Perspektiver for håndtering af tilfældige fund og kommunikation med borgerne.

Oplægget understregede, at AI ikke kan stå alene, men skal fungere som en integreret del af klinikerens arbejde. 

Se Michael Stengers præsentation.

Sundhedsstyrelsens afsæt for pilotprojektet

Kristoffer Lande Andersen fra Sundhedsstyrelsen satte PLUS-projektet ind i en national kontekst. Han beskrev baggrunden for, at Sundhedsstyrelsen i 2023 besluttede at igangsætte et pilotstudie, før der kan træffes beslutning om, hvorvidt et fuldt nationalt screeningsprogram kan blive en realitet. Formålet, er at indhente erfaringer med:

  • Hvordan borgere bedst identificeres og inviteres til screening
  • Ressourceforbrug og afledte konsekvenser for andre patientgrupper
  • Organisering og logistik i et nationalt screeningsprogram
  • Anvendelse af AI som et redskab til at afhjælpe flaskehalse. 

Se Kristoffer Lande Andersens præsentation

AI’s bredere potentiale: Fra lungekræft til aortaaneurismer

Mads Liisberg, læge og postdoc på Forskningsenhed for Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Odense Universitetshospital, præsenterede et perspektiv på, hvordan erfaringerne fra AI-RAPTOR også kan overføres til andre områder – bl.a. individualiseret risikovurdering af aortaaneurismer.

Med AI-modeller der kan analysere CT-scanninger og patientdata, bliver det muligt at skabe personlige risikoprofiler, hvilket kan reducere unødvendige operationer og samtidig opdage patienter, der ellers ville overses. Oplægget viste hvordan teknologien kan bidrage til at bevæge sig fra en “one-size-fits-all”-tilgang til mere individuelle vurderinger af risici. 

Se Mads Liisbergs præsentation.

Dialog med eksperterne i mindre grupper

Efter frokost blev deltagerne inviteret til at deltage i dialogbaserede breakout-sessions, hvor de, udover oplægsholderne Mads Liisberg, Frederik Duedahl og Simon Lyck Bjært Sørensen, kunne møde en række af Region Syddanmarks støtte- og ekspertenheder:

  • AI-kompetenceenheden med Nicklas Hauge Hansen og Kathrine Holtz Paarup: Rådgivning om hele processen fra idé til drift
    Se præsentation.
  • Informationssikkerhed og compliance i Regional IT med Kirstine Louise Jensen, Lars Henrik Steenfeldt og Thomas Arvid Gadeberg Bentsen: Retningslinjer og risikovurdering i relation til MDR og AI Act
    Se præsentation.
  • OPEN’s GCP-enhed med Jeanett Høg Jørgensen og Kirsten Klejs Breiting: Understøttelse af kliniske AI-afprøvninger
    Se præsentation.
  • CAI-X – Center for Klinisk Kunstig Intelligens på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet med Maiken Wolderslund, Peter Børker Nielsen og Benjamin Rasmussen: Forskning og innovation i klinisk AI
    Se præsentation.

Grupperne diskuterede emner som udviklingsforløb, regulatoriske rammer, informationssikkerhed, datatilgængelighed og de praktiske skridt, der skal til for at få AI-løsninger i klinisk drift.

Afrundende perspektiver fra dagen

En fælles opsamling rundede netværksmødet af. Diskussionerne pegede på, at AI er en nøglefaktor for at realisere et fremtidigt nationalt screeningsprogram for lungekræft, men at udviklingen kræver tæt samarbejde mellem klinikere, forskere, myndigheder og de tekniske eksperter. 

Den fælles opsamling satte også fokus på et andet vigtigt perspektiv: AI er ikke nødvendigvis svaret på alle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Mange problemer kan i stedet løses gennem brug af enklere teknologier. Pointen var, at udviklingen altid bør tage udgangspunkt i behovet – ikke teknologien – og at AI først giver mening dér, hvor den skaber reel værdi for patienter, personale og organisation.

Læs mere om en regional temadag den 3. december, som sætter fokus på dette

Dagen demonstrerede tydeligt værdien af at samle forskellige fagligheder i netværket RAIN for at dele viden, skabe dialog og inspirere hinanden til at udnytte AI’s potentiale i sundhedsvæsenet. 

Tak til alle oplægsholdere og deltagere for en engageret og inspirerende dag om fremtidens lungekræftscreening med AI.

Kontakt

Anne Hagelskjær Asmussen

Specialkonsulent, teamkoordinator

Brugercentreret Innovation


24 34 64 14
APPFWU02V