Skip til primært indhold

Gravide skal føde på stuer med hjemlig indretning, blødt lys og naturmotiver

Som den første fødeafdeling i regionen går Sygehus Sønderjylland i Aabenraa nu i gang med at omdanne alle deres seks fødestuer til sansefødestuer

Billedet er fra den første sansefødestue i Region Syddanmark på fødeafdelingen på Aabenraa sygehus. Alle fødende i Syddanmark kan se frem til at føde på en lignede fødestue, for samtlige 38 fødestuer på de fire sygehuse i regionen bliver lavet om til sansefødestuer i de kommende år

Pressemeddelelse fra Region Syddanmark

Blødt lys, beroligende nordiske naturmotiver og en afslappet hjemlig stemning. Det er nogle af elementerne i de nye sansefødestuer, som alle syddanske fødende i de kommende år bliver budt velkommen til på regionens fem fødeafdelinger i Aabenraa, Esbjerg, Kolding, Odense og Svendborg.

Som en del af regionens nye fødeplan vedtog regionsrådet sidste år, at alle 38 fødestuer i Region Syddanmark skal ombygges til moderne sansefødestuer.

Sygehus Sønderjylland bliver det første sygehus, som går i gang med at omdanne deres seks fødestuer til sansefødestuer.

Stuerne skal modelleres efter en konkret designguide, som er blevet til i et samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og Region Syddanmarks innovationsstab, Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI).

38 fødestuer skal bygges om for over 15 millioner kroner

Regionsrådet godkendte på mødet mandag 25. september idéoplægget og frigav de 2,5 mio. kr., som er Sygehus Sønderjyllands del af de 15,4 mio. kr., som er sat af til at ombygge alle 38 fødestuer i regionen.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, siger:

- Vi har et klart mål om, at det skal være trygt at føde sit barn, og at alle nyfødte skal have en god start på livet, uanset hvor i Region Syddanmark de kommer til verden. Samtidig er det dokumenteret, at vi med lys, lyd og en rolig indretning kan skabe en mere hjemlig og afslappende atmosfære end den, der findes i traditionelle fødestuer. Det øger trygheden for både den fødende, partneren og medarbejdere og sikrer bedre fødselsoplevelser. Derfor ønsker vi, at alle sansefødestuer etableres ud fra det samme gennemtænkte designkoncept, så alle får tilbudt de samme gode forhold.

Forventningen er, at de nye, ombyggede sansefødestuer står klar til de sønderjyske fødende og deres partnere i løbet af april 2024.

I løbet af 2024 og frem følger de fire andre fødeafdelinger i Esbjerg, Kolding, Odense og Svendborg trop.

De gode erfaringer bredes ud

Fælles for alle fødestuerne er, at de males i støvede nuancer af rosa, grøn og blå, og der bliver fokus på træ, hjemlig indretning og nordisk æstetik i materialevalget. Alle skydedøre til toiletterne får monteret en folie med naturmotiver.

Medarbejdere, fødende og partnere er kommet med input og ønsker til indretningen af sansefødestuerne, og en arbejdsgruppe med repræsentation fra alle regionens fødeafdelinger har i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation udarbejdet konceptet og den medfølgende designguide. Syddansk Sundhedsinnovation har også bidraget til at konkretisere indretningen på de seks fødestuer i Aabenraa.

Arbejdsgruppen har bl.a. indhentet viden og erfaringer fra eksisterende koncepter med sansefødestuer i landets øvrige regioner og fra Sygehus Sønderjylland og Sygehus Lillebælt, som allerede har forskellige sansetiltag implementeret på deres fødestuer.

Designguide - Sansefødestuer i Region Syddanmark

Download designguiden for Region Syddanmarks sansefødestuer som PDF.

(PDF'en er ikke webtilgængelig. Hvis du ønsker en webtilgængelig version, kan du kontakte Kristine Nielsen, kn@rsyd.dk)

Kontakt

Kristine Nielsen

Specialkonsulent, arkitekt, udviklingskoordinator

Brugercentreret Innovation


29 20 22 04
APPFWU01V