Skip til primært indhold

Digitale forløb om livet med hjertesygdom

Det Digitale Sundhedscenter har lanceret fire forløb i appen Mit liv – min sundhed til mennesker med hjertesygdom

Målgruppen for de fire nye forløb i appen Mit liv – min sundhed er mennesker med iskæmisk hjertesygdom, hjertesvigt, hjerteklapsygdom og atrieflimren.

Mikrolæring og høj fleksibilitet

Forløbene er sammensat af:

• Videoer med erfaringer fra personer i samme situation
• Animationsvideoer som formidler kompleks viden på en simpel måde
• Videoer og podcasts med fagpersoner
• Interaktive øvelser.

Målet er at støtte brugerne i at omsætte viden til konkrete handlinger i hverdagen.

Forløbene er udviklet med fokus på mikrolæring og høj fleksibilitet. Det vil sige, at forløbene kan tages i små bidder af ca. 15 min varighed, når det passer bedst i borgerens hverdag.

Forløbene i appen Mit liv – min sundhed tager udgangspunkt i og kan tilpasses den enkeltes aktuelle situation og motivation, da det er muligt at sammensætte individuelle forløb med fokus på udvalgte temaer som mad, bevægelse, mental sundhed eller seksualitet og intimitet.

Det Digitale Sundhedscenter

En række kommuner i partnerskabet om Det Digitale Sundhedscenter tilbyder desuden, at det digitale forløb kan tages med støtte fra en fagperson med samtaler og feedback undervejs eller som supplementet til et gruppebaseret forløb.

Det faglige indhold er udviklet af en projektgruppe bestående af kommunale sundhedsfaglige fra Egedal Kommune, Nyborg Kommune og Aarhus Kommune samt Hjerteforeningen.

Bag udviklingen af Det Digitale Sundhedscenter og appen Mit liv – min sundhed står et partnerskab på tværs af sektorer, og brugerne har været involveret i hele processen fra behovsafdækning og ide-generering til udvikling af design og indhold samt i evaluering af løsningen.

Hjerteforløbene er udviklet som en del af projektet Sundhed Sammen Hjemmefra, som er finansieret af TrygFonden.

Appen “Mit liv – min sundhed” kan gratis downloades i App Store eller Google Play.

Kontakt

Anna-Britt Krog

IT-projektleder, udviklingskoordinator

Brugercentreret Innovation


30 43 31 72 Anna-Britt Krog på LinkedIn
APPFWU01V