Skip til primært indhold

Automations- og robotløsninger skal ud og skabe værdi på hospitaler

Hospital Automation Summit 2023 satte fokus på hvordan automations- og robotløsninger skal ud og skabe værdi på hospitaler på tværs af regioner

Hospital Automation Summit 2023 – Sundhedsvæsenet står midt i en storm, hvor mangel på arbejdskraft er altdominerende. Så spørgsmål er ikke, OM vi skal bruge automations- og robotløsninger til at frigøre personale, men HVORDAN vi får løsningerne ud og SKABE VÆRDI på hospitaler på tværs af regioner.

Ved Hospital Automation Summit i Odense 24. maj var mere end 150 deltagere mødt op for at drøfte det kæmpe potentiale, der ligger i automations- og robotløsninger i sundhedssektoren.

Barrierer og udfordringer

For selvom der er barrierer og udfordringer i form af svært skalerbare lokale løsninger, brugerbehov og generelt kompleksiteten på et hospital, er der enighed om, at løsningerne findes, og at vi SKAL blive bedre til at rykke på implementering og skalering.

Bo Libergren, fungerende regionsrådsformand, lagde i sin velkomst vægt på, at vi faktisk har løsninger på mange opgaver. Enkle opgaver, som kan automatiseres fuldt og helt, fx gulvvaskerobotter. Opgaver hvor robotter aflaster personalet, fx med tung transport. Og opgaver hvor robotter supplerer og assisterer personalet fx håndtering af blodprøver.

 

Ved paneldiskussionen, med repræsentanter fra virksomheder, sygehuse og Danske Regioner, var der enighed om, at samarbejde er centralt. Men der skal etableres intelligente, strategiske partnerskaber, hvor ansvar, risici og finansiering kan deles.

Især i spørgsmålet om risikovillighed står virksomheder og sundhedsvæsenet lidt på hver sin side.

Her henviste Peder Søgaard-Pedersen til forslaget om en Teknologifond sammen med Danske Regioner, der kan sikre, at vi sammen tør mere, og at vi deler ansvaret for løsninger, der går på tværs.

Flere var inde på, at udbud bør tænkes nyt. Frem for traditionelle udbud af afgrænsede opgaver med detaljerede kravsspecifikationer, bør man udbyde et problem - med faste kriterier som arbejdskraftsbesparende, bedre, billigere, brugervenligt og bæredygtigt, som del af et udbud. Og derefter spørge leverandører: Hvad kan I levere på disse parametre?

Generelt efterlyser virksomhederne et mere langsigtet fokus hos de offentlige parter. Så skalering af de pilotprojekter, der er ganske mange af, bliver mulig. De opfordrer til at bevæge os væk fra alene at tale om pris.

Tak til arrangørerne bag Hospital Automation Summit 2023

Hospital Automation Summit 2023 var arrangeret af Odense Robotics, Teknologisk Institut, CCR - Centre for Clinical Robotics, Syddansk Sundhedsinnovation og Danish Life Science Cluster.

Velkomst ved Bo Libergren

Bo Libergren (V), fungerende regionsrådsformand, byder velkommen til Hospital Automation Summit

APPFWU01V