Robotten henter udstyr til sygeplejersken - Medicoteknik 2020-2
Fagmagasinet Medicoteknik nr. 2 - april 2020 sætter fokus på robotter i sundhedssektoren. Læs blandt andet om den mobile robot, der henter småt udstyr til sygeplejersken
Robotter er efterhånden en integreret del af det danske sundhedsvæsen.
Aprilnummeret af fagbladet Medicoteknik 2020 sætter fokus på, hvordan robotter i dag løser en række opgaver i sundhedssektoren og dermed er med til at frigive »varme hænder« til de opgaver, som kræver menneskelig intelligens og empati.
Læs blandt andet om robotter, udviklet i tæt samarbejde med personalet, der transporterer småt udstyr rundt på danske hospitaler. Du kan også læse om, hvordan UVD-robotter bekæmper bakterier og COVID-19, både herhjemme og i Kina. Andre artikler beskriver, hvordan exoskeletter og 3D-print kan forbedre hverdagen for mennesker med funktionsnedsættelse og dermed give bedre livskvalitet.
Læs de mange spændende artikler i Medicoteknik nr. 2 - april 2020.
Robotten henter udstyr til sygeplejersken
I en situation med flere ældre patienter og reduceret sundhedspersonale kommer den mobile robot, der henter og bringer småt medicins, som handsker, plaster, kanyler og venflons til patienter på stuerne, til hjælp.
I januar 2020 blev robotten testet og evalueret i praksis på Sygehus Sønderjylland. Her indgik robotten i løbet af en uge i både dag- og aftenvagter på en af sygehusets afdelinger.
Det sundhedsfaglige personale så flere potentialer ved robotten: Udover sparede skridt og færre afbrydelser kan robotten minimere det spild af materialer og småt udstyr, som de nuværende arbejdsgange ofte medfører.
Læs mere i artiklen "Robotter henter udstyr til Sygeplejersken" af Louise Halgaard Gotfredsen, Syddansk Sundhedsinnovation og Leon Bodenhagen Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet.
Projekt Health-CAT
Udviklingen af robotten er sket i regi af Health-CAT-projektet. Og i et samarbejde mellem Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet, innovationskonsulenter fra Sygehus Sønderjylland og Syddansk Sundhedsinnovation.
Health-CAT er et dansk-tysk samarbejde, som har til formål at udvikle en robot prototype, der kan understøtte og aflaste det sundhedsfaglige personale, så de kan koncentrere sig om deres kerneopgave: behandling og pleje af patienten.
Kontakt
Louise Halgaard Gotfredsen
Chefkonsulent
Brugercentreret Innovation
21 79 14 04 lhg@rsyd.dk Louise Halgaard Gotfredsen på LinkedIn