Skip til primært indhold

Kick off på projekt ”Bliv Digital Kompetent”

Sundhedsprofessionelle fra kommuner, sygehuse og almen praksis kvalificerede et kommende uddannelsesforløb, som skal give et kompetenceløft af sundhedsfagliges teknologiforståelse

Digitale teknologier og digital kommunikation med borgere får i de kommende år større og større udbredelse i forbindelse med digitalt understøttet behandling, pleje og rehabilitering.

Projektet ”Bliv digital kompetent” har til formål at styrke de digitale kompetencer hos det sundhedsfaglige personale i kommuner og på sygehuse. Og den 2. maj 2019 satte 33 sundhedsprofessionelle fra kommuner, sygehuse og almen praksis hinanden stævne til en effektiv tre-timer kick off på projekt ”Bliv Digital Kompetent”.

Uddannelsesforløb skal løfte de sundhedsfagliges teknologiforståelse

I foråret 2019 gennemførte Syddansk Sundhedsinnovation en behovsafdækning blandt sundhedsprofessionelle på sygehuse og kommuner.

Ved dagens kick off kvalificerede sundhedsprofessionelle behovsanalysen, blandt andet også med input fra praktiserende læger. Herefter drøftede deltagerne hvordan vi bedst skræddersyr et uddannelsesforløb, der løfter sundhedsprofessionelles kompetencer, så de føler sig trygge i at anvise og oplære borgere i brug af teknologi til at mestre egen sygdom og dermed fremme patient empowerment.

Et uddannelsesforløb skal give mening og skabe værdi. Som Kim Koldby fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole formulerede det,

- Vi har meget forskning, der viser, at mange uddannelser ikke fører til noget, vores vigtigste opgaver er at give medarbejderne den fornødne motivation, så de kan se meningen med uddannelsen og dermed gøre en positiv forskel.

Relationer mellem borger og sundhedsprofessionel i et digitalt miljø

Det blev hurtigt klart, at relationen mellem borgeren og den sundhedsprofessionelle er det absolut væsentligste, når det drejer sig om at give sundhedsfaglige et kompetenceløft til at gøre brug af digitale teknologier.

Som Linda Justi, konsulent i Syddansk Sundhedsinnovation og projektleder på Bliv Digital Kompetent forklarer om relationer mellem borger og sundhedsprofessionel,

- Jo, man kan faktisk godt etablere relationer i et digitalt miljø.

Behovsafdækning

I perioden februar til april 2019 gennemførte Syddansk Sundhedsinnovation en behovsafdækning.

Formålet var at blive klogere på hvilke kompetencer de sundhedsprofessionelle i kommuner og på sygehuse efterlyser. Kompetencer, som både handler om selv at kunne anvende digitale løsninger og at kunne støtte borgerne i deres håndtering af egen sygdom og sundhed ved hjælp af digitale løsninger i fremtidens sundhedsvæsen.

Behovsafdækningen udgør første fase af projektet ”Bliv Digital Kompetent”

Næste skridt

Bliv digital kompetent er gået ind i anden fase, nemlig udvikling af uddannelseskonceptet.
Til august 2019 starter test-uddannelsesforløb for 3 hold á 25 kursister, som i forløbet evalueres af UC Syd. Uddannelsen skal være klar primo 2020.

Kontakt

Linda Justi

Konsulent

Brugercentreret Innovation


29 20 11 87 Linda Justi på LinkedIn
APPFWU01V