Vil du være data-donor under Folkemødet 2018
Vi omdanner Folkemøde 2018 til et datadonorregister og inviterer dig med til debatten! Sammen vil vi prøve kræfter med at opsamle og dele data, vi skal se på perspektiverne, samskabe ideer og i dialog med eksperterne
Data Donor – En app til indsamling af adfærdsdata
Ca. 88 % af den danske befolkning har i dag en smartphone. Vi bruger mobilen både på job og privat, og mange af os har den altid lige ved hånden.
Din telefon opsamler data om din adfærd hver gang du bevæger dig. Det sker helt automatisk. Den tæller bl.a. dine skridt og beregner hvor langt du går. Vores telefoner bærer altså på data, der potentielt vil kunne sige noget om danskernes sundhed og måske være værdifulde i en behandlingssammenhæng.
Via Data Donor appen kan du dele sensordata fra din mobiltelefon, herunder skridttæller. Derudover har du mulighed for at dele en række stamdata via appen. Det drejer sig om køn, alder, vægt, højde, stillingsbetegnelse og postnummer. Via appen har du også mulighed for at benytte en kognitiv ansigtsanalyse, der laver en score på dit humør.
Skal vi bruge adfærdsdata i sundhedsvæsenet?
Er du villig til at donere dine data? Skal datadonation være frivillig? Skal sundhedssektoren i fremtiden betale for at bruge dine data? Der er mange spørgsmål at forholde sig til.
Hent appen og deltag i debatten
Du kan være med til at tage stilling til brugen af adfærdsdata i sundhedsvæsenet.
Hent Data Donor appen. Undervejs på Folkemødet vil du modtage spørgsmål via appen, som omhandler din holdning til relevante emner indenfor datadonor konceptet.
Sådan gør du:
- Gå i din app store og søg på datadonor
- Når du downloader appen, skal du aktivt give samtykke til Region Syddanmarks behandling af dine personoplysninger. Læs hele samtykke-erklæringen, der i detaljer beskriver hvad du samtykker til. Oplysninger bruges kun under Folkemødet og alle personoplysninger bliver slettet senest 30 dage efter afslutningen på Folkemødet 2018.
- Besøg vores stand: J38 – Patienten Først: Fremtidens Hospital og deltag i debatten.
Offentligt-privat samarbejde
Data Donor appen er udviklet i et OPI-samarbejde mellem ProActive A/S og Region Syddanmark ved Syddansk Sundhedsinnovation.