Mere end 150 Whinn-deltagere besøgte Syddansk Sundhedsinnovation under WHINN-ugen
Delegationsbesøg fra nær og fjern, workshops og møder i Syddansk Sundhedsinnovation under WHINN 2018 – Week of Health & INNovation
De kom fra blandt andet Kina, Wales, Østrig, Holland og Tyskland. Og de benyttede sig alle af, at de var kommet til Odense for at deltage i WHINN 2018 – Week of Health & INNovation, som for fjerde gang blev holdt i Congress Center Odense.
Kinesisk studiebesøg og delegationer fra Østrig, Wales, Tyskland og Holland
Det kinesiske studiebesøg var arrangeret gennem den kinesiske ambassade i Danmark og Udenrigsministeriet. Ved besøget deltog også en repræsentant fra Sundhedsministeriet.
Den kinesiske delegationen fik en præsentation af organisationen bag Syddansk Sundhedsinnovation. Og med eksempler fra psykiatrien og somatikken blev de introduceret til hvordan SDSI arbejder med innovationsprojekter på tværs af sundhedsvæsenets aktører.
Deltagerne i Clusterix 2.0-delegationen, et EU-Interregprojekt om klyngeudvikling, kom blandt andet fra Østrig, Flandern og Rumænien. De var især interesseret i Syddansk Sundhedsinnovations arbejde med digitalisering og offentligt-privat samarbejde og fik en introduktion til testmulighederne i Plug & Play.
Derudover havde SDSI delegationsbesøg fra Wales, Tyskland og Holland, inden vi kunne lukke efter en hektisk WHINN-uge fredag eftermiddag
Testfaciliteterne i Syddansk Sundhedsinnovation
Langt de fleste af vores besøgende lægger vægt på, at få en guided tur i testfaciliteterne i Syddansk Sundhedsinnovation.
De to store haller Userlab og Healthlab vækker begejstring, fordi de mange kvadratmeter gør det muligt at bygge 1:1 mock ups af bl.a. patientstuer og logistikzoner. Dermed kan medarbejdere, patienter og pårørende brugerteste blandt andet arbejdsgange og indretning og dermed forebygge fejl, ligesom de kan vænne sig til de nye forhold.
Også det tekniske testmiljø Plug & Play vækker interesse. Her stilles tekniske testfaciliteter, teknologisk service og vejledning til rådighed for fx virksomheder, der ønsker at teste deres teknologiske sundhedsløsninger op imod nationale standarder.
Meeting Point formidler det danske sundhedsvæsen
Healthcare DENMARKs nye formidlingsvæg ”Meeting Point” blev indviet under WHINN. Væggen er etableret i Health lab i SDSI og er med til at formidle viden om det danske sundhedsvæsen og sundhedsløsninger til nationale og internationale besøgende.
Workshops og projektmøder
Som optakt til WHINN holdt det nordiske samarbejde HOOC-projektet "The Future of Social and Health Care for Older Adults at Home" workshop den 8.-9. oktober 2018. Plug & Play faciliterede en workshop, hvor de omkring 25 deltagere drøftede hvordan sundhedsløsninger, som telemedicin og digitalisering kan bidrage til fremtidens hjemmebehandling af ældre.
Danske Regioner arbejder med at etablere en enhed for sundhedsinnovation. De mødtes derfor med Syddansk Sundhedsinnovation for at drøfte snitflader og et eventuelt samarbejde.
Endeligt kombinerede styregruppen bag projektet digital løsning til graviditetsforløb og deltagere i Interregprojektet ProVaHealth også deres WHINN-deltagelse med at holde møde i SDSI under WHINN.
Kontakt
Katrine Maruri
Eventkonsulent
Styring, Udvikling og Viden
21 67 30 71 kmz@rsyd.dk Katrine Maruri på LinkedIn