Vejen til et sundere Europa går gennem data og monitorering - JA PreventNCD
Webinar i PreventNCD satte fokus på harmonisering af indsatser i projektet og brugen af data som fundament til forebyggelse og udviklingen af et bæredygtigt sundhedsvæsen, der er rustet til fremtiden.
Den 19. maj afholdt JA PreventNCD et internt webinar om befolknings- og økonomisk monitorering. Efter 18 måneders samarbejde på tværs af 19 europæiske lande bevæger vi os nu fra primært teoretiske tilgange til fælles og koordinerede indsatser, der skal konsolidere og styrke teori og praksis for monitorering af ikke-smitsomme sygdomme.
Flere opgaver - ét fælles mål
Valentina Possenti og Nicole Rossi indledte webinaret med et oplæg om vigtigheden af, at indsatser hænger sammen og skaber et fælles sprog for sundhed:
- vi forsøger at svare på spørgsmålet: hvilke nøgleindikatorer er nødvendige at måle på for at få en effektiv befolkningsmonitorering af ikke-smitsomme sygdomme? Ét af vores tiltag er opbygningen af en omfattende samling af indikatorer. Ved grundigt at specificere operationelle definitioner og terminologi bliver det muligt at harmonisere sundhedsdata på tværs af landegrænser. Det er en forudsætning for at kunne drive effektive og ensartede forebyggelsespolitikker, siger Valentina Possenti og Nicole Rossi.
Dagens næste oplæg handlede om måling af den økonomiske byrde i forbindelse med ikke-smitsomme sygdomme. Ifølge Silvia Francisci er bæredygtighed den største udfordring for sundhedsvæsenet i de europæiske lande i dag:
- Ved at bruge kræft som casestudie og trække på data i verdensklasse fra blandt andet Det Europæiske Netværk for Cancerregistre, kan vi udvikle metoder til at måle den økonomiske påvirkning af ikke-smitsomme sygdomme, som kunne være blevet forebygget.
Monitorering af den økonomiske påvirkning er afgørende for sundhedsvæsenet:
- Forebyggelse er den bedste strategi til at mindske den økonomiske byrde. Vores mål er at understøtte de politiske beslutningstagere med data, beslutningsgrundlag og viden, som er nødvendige for at løse udfordringer i sundhedsvæsenet, fremhæver Silvia Francisci.
Vigtige pointer fra webinaret
Under webinaret blev en række centrale pointer drøftet i fælleskab, blandt andet:
- vi skal ikke kun tage udgangspunkt i diagnosen, men monitorere hele sygdomsforløbet og tage højde for prævalens i de forskellige faser af behandlingen, både vedr. fremgang og tilbagefald.
- vi skal bruge eksisterende sundhedsdatabaser til at skabe evidens.
- vores konklusioner skal skabe værdi for flere aktører – ikke kun forskere. Vores viden og konklusioner er vigtige redskaber for beslutningstagere, klinikere og i sidste ende patienterne.
- kontrol af ikke-smitsomme sygdomme er en udfordring, som alle europæiske regeringer bliver nødt til at håndtere, hvis vi skal sikre, at vores sundhedssystem kan forblive bæredygtigt og funktionsdygtigt til kommende generationer.
Tak til alle oplægsholderne for at dele deres viden og ekspertise på webinaret.
Kontakt
Emil Høstrup
Specialkonsulent, Teamkoordinator
Brugercentreret Innovation
24 79 99 92 Emil.Hostrup@rsyd.dk Emil Høstrup på LinkedIn