Studerende uddannes i innovation og entreprenørskab

En case om det professionelle cykelhold Team Novo Nordisk danner grundlaget for 46 SDU-studerendes uddannelse i innovation og entreprenørskab

Novo Nordisk leverer casen

For at gøre uddannelse så relevant som muligt, er de ansvarlige for uddannelsen gået sammen med folkene bag Team Novo Nordisk om at levere casen, som danner grundlaget for hele uddannelsesforløbet.

- Det er meget mere inspirerende for de studerende, at de skal ideudvikle for en ’rigtig’ kunde, som forventer et brugbart resultat, forklarer underviseren Dorthe Feveile Kjerkegaard, innovationskonsulent i Syddansk Sundhedsinnovation.

Uddannelsesforløbet er også en konkurrence. I slutningen af forløbet udvælges de fire bedste ideer, som så skal præsenteres for Novo Nordisk.

Team Novo Nordisk

Novo Nordisk er hovedsponsor for det professionelle cykelhold Team Novo Nordisk, som udelukkende består af cykelryttere med diabetes.

Målet er at komme med til Tour de France i 2021 - 100-året for opdagelsen af insulin.

Men med cykelholdet ønsker Novo Nordisk også at vise, at elitesport og diabetes kan gå hånd i hånd. De bruger holdet som rollemodeller for de mange mennesker, der hver dag får diagnosen ‘diabetes’, som et håndfast bevis på, at en diabetesdiagnose ikke betyder et liv præget af sygdom.

Martin Nordmark Senior Global Project Manager, Team Novo Nordisk havde mange eksempler på, at cykelholdet er en øjenåbner for mange, især unge mennesker, der får diagnosen ’type 2 diabetes’. Den forståelige vrede over at blive ramt af en kronisk sygdom i en ung alder, kan vendes til en forståelse af, at livet fortsætter.

Novo vil gerne have hjælp fra de studerende med at udvikle ideer til hvordan Team Novo Nordisk kan bruges til at motivere type 2 diabetikere til et liv med så få diabetesrelaterede komplikationer som muligt.

Martin Nordmark forklarer, at de studerende i deres idegenerering skal tænke i målgrupper for indsatser. De skal tænke i realiserbare ideer, som kan engagere mennesker til at leve godt med diabetes. Martin sluttede med at slå fast, at

- Vi er utroligt spændte på det her samarbejde. Vi håber at I, med jeres innovative og kreative baggrund, kommer med ideer, der kan udnytte hele setup’et bag Team Novo Nordisk til at fremme det gode live med diabetes.

Idræt, Innovation og Entreprenørskab fremmer iværksætteri

Studiepakke ”Idræt, Innovation og Entreprenørskab” indgår i 3. semester på bacheloruddannelsen ”Idræt og Biomekanik”.

Studiepakken ”Idræt, Innovation og Entreprenørskab” har fokus på at gøre de studerende i stand til at arbejde med idræt og bevægelse inden for innovations- og entreprenørskabsområdet.

Det handler om at kunne identificere, evaluere og implementere nye kommercielle eller sociale ideer på det sundheds- og velfærdsteknologiske område. Og det handler om at gøre de studerende åbne for at skabe egne virksomhedsfelter eller lede og tilrettelægge innovationsprocesser.