Samarbejde mellem CoLab Plug & Play og MedCom om test af telemedicinske løsninger

Når Fru Jensen hjemme i stuen selv måler og indsender data til sin læge via sin computer, er det en fordel for hende selv og for sundhedsvæsenet. Hun behøver ikke møde op hos lægen, og lægen sparer tid og ressourcer

Telemedicinske løsninger kan gøre livet lettere. Både for patienter og sundhedsvæsen.

Men før løsningerne kan tages i brug skal de testes op imod de nationale it-standarder på området. Formålet er at sikre, at data er korrekt og at de følsomme patientdata ikke havner det forkerte sted. 

Koncept for test og blåstempning af it-løsninger

CoLab Plug & Play i Odense og den nationale aktør MedCom har derfor indgået en toårig samarbejdsaftale, der skal understøtte et koncept for test og blåstempling af telemedicinske løsninger i forhold til nationale standarder for indhentning af de såkaldte hjemmemonitoreringsdata.

Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark udtaler, 

- Jeg glæder mig over, at MedCom som national aktør inden for sundheds-it vil være en del af CoLab Plug & Play, hvor de kan udføre test og være med til at videreudvikle konceptet for et fremtidigt nationalt test-setup inden for telemedicin og sundhedsdata. Det nye samarbejde er en understregning af, at vi i Region Syddanmark så rigtigt, da vi valgte at satse på sundheds og velfærdsinnovation.

Sikker strøm af sundhedsdata

Hos MedCom ser man samarbejdet med CoLab Plug & Play som en mulighed for at standardisere og ensrette strømmen af hjemmemonitoreringsdata, som forventes at blive stadig mere kompleks.

Det er klart, at med det udbud af virksomheder inden for telemedicin, som vi ser i dag, er vi nødt til at have nogle faste nationale standarder og rammer for, hvordan vi kvalitetssikrer den stadigt stigende strøm af data, der flyder mellem de forskellige aktører på sundhedsområdet. I den sammenhæng er CoLab Plug & Play et godt eksempel på, hvor langt fremme vi er på området herhjemme, og derfor er det også naturligt, at valget er faldet på dem som samarbejdspartner i dette pilotprojekt, siger Lars Hulbæk, direktør i MedCom.

Også i ledelsen hos CoLab Plug & Play glæder man sig til at tage fat på udfordringen med at videreudvikle test-setuppet.

- Vi har allerede en del erfaringer i CoLab Plug & Play med at hjælpe private virksomheder med at validere data og med at sikre, at data flyder, som de skal, så vi er naturligvis glade for, at vi med vores erfaring kan være med til at sikre den fremtidige struktur for test og blåstempling for dette vigtige område, siger Søren Lindgaard, it-direktør og konstitueret direktør i Syddansk Sundhedsinnovation.

Pilotprojektet løber over de næste to år parallelt med driften af CoLab Plug & Play, hvor virksomhederne har en unik mulighed for at teste deres løsninger op mod det danske sundhedsdatanet.

Yderligere oplysninger:

  • Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget, Region Syddanmark, 2163 1193
  • Søren Lindgaard, it-direktør og konstitueret direktør i Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark, 24 24 15 55
  • Lars Hulbæk, direktør MedCom, 40 36 86 15.
Samarbejde mellem CoLab Plug & Play og MedCom om test af telemedicinske løsninger

Kontaktperson i Syddansk Sundhedsinnovation
SDSI
It-projektleder
Anna-Britt Krog
+45 3043 3172
anna-britt.krog@rsyd.dk