Region Syddanmark vinder Digitaliseringsprisen

Onsdag 16. marts vandt Region Syddanmark Digitaliseringsprisen med Teletolkningsprojektet ved konferencen Offentlig Digitalisering i Aarhus

Teletolkningsprojektet under Region Syddanmark har i dag vundet Digitaliseringsprisen. Prisen gives til projekter inden for offentlig digitalisering, der fungerer som foregangseksempler, som gavner samfund og borgere.

Projektet Teletolkning vandt Digitaliseringsprisen i kategorien ”Effektiviseringsprisen”.

Effektiviseringsprisen

Projektets formål er todelt. Først og fremmest forbedrer projektet kvaliteten af tolkeydelsen ved at give adgang til nem og enkel tolkebistand via video, når fremmedsprogede patienter behandles på sygehusene. Ud over bedre kvalitet betyder den øgede tilgængelighed effektivisering og dermed besparelser i både tid og kroner.

Erfaringerne fra projektet bliver også brugt i det nuværende arbejde med at forberede et fælles regionalt udbud af tolkeydelser.

Fire ud af ni nominerede

Næstformand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark, Sonny Berthold (V), tog imod prisen på vegne af regionen, og han er stolt over, at det lykkedes Region Syddanmark at vinde:

- Bare det at Region Syddanmark står i spidsen for fire ud af de ni nominerede er jo flot. At vi så også vinder, vidner jo om, at vi i Region Syddanmark er rigtig langt fremme, når det kommer til digitalisering og effektivisering, siger han.

Sonny Berthold lagde i sin takketale vægt på de gode erfaringer med teletolkning:

- Vi har brugt videotolkning siden 2009 og erfaringerne er positive. Både patienter og personale er glade for videotolkning. Vores erfaringer er, at videotolkning er et reelt og godt alternativ til fremmødetolkning.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), udtaler:

- Prisen er en stor anerkendelse af det arbejde, vi i regionen hver dag udfører for at optimere vores arbejdsgange til gavn for borgerne. Jo mere effektive arbejdsgange, jo bedre og hurtigere service kan vi levere til syddanskerne. Denne pris viser, at Region Syddanmark er førende på det område, siger hun.

Yderligere oplysninger:

  • Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, 2533 0982
  • Udvalgsformand Sonny Berthold (V), Innovationsudvalget, Region Syddanmark, 2170 2458.
Region Syddanmark vinder Digitaliseringsprisen