Det Digitale Sundhedscenter udvikler nye tilbud

Støtte fra TrygFonden betyder, at flere mennesker med kroniske sygdomme og sundhedsprofessionelle kan være sammen om sundhed hjemmefra

Når du lever med en kronisk sygdom eller er i risiko for at udvikle en kronisk sygdom, så har de kommunale sundhedscentre en række tilbud om sygdomsmesting og sunde vaner. Men mange mennesker har svært ved at møde frem på fastlagte tidspunkter pga. et aktivt arbejdsliv, et svagt helbred som gør lang transport en stor udfordring eller manglende overskud til at medvirke på hold pga. psykiske udfordringer.

En donation fra TrygFonden på knap 5 mio. kr. til projektet ”Sundhed Sammen Hjemmefra” gør det muligt at tilbyde disse mennesker at deltage hjemmefra via deres egen pc eller tablet, hvor de kan få et tilbud baseret på nyhedsbreve, e-læring og webinarer med sundhedsprofessionelle. De digitale tilbud gør det muligt i højere grad at tilrettelægge sit eget forløb ud fra særlige behov, motivation og hverdagsliv.

Et stærkt partnerskab står bag projektet

20 kommuner, tre patientforeninger og én region er sammen i et partnerskab godt i gang med at udvikle et digitalt sundhedscenter, der bl.a. yder hjælp-til-selvhjælp til mennesker med kronisk sygdom, så de kan leve et godt liv trods sygdommen.

Partnerskabet har allerede udviklet digital patientuddannelse til mennesker med type 2-diabetes og hjertesygdom, herunder iskæmisk hjertesygdom og hjerteklapsygdom, og står derfor godt rustet til at udvide det digitale sundhedscenter med tilbud til flere målgrupper.

Der er nedsat tre projektgrupper med repræsentanter fra Steno Diabetes Center Odense, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Lungeforeningen, Center for Diabetes og en række kommuner.

Den overordnede projektledelse varetages af it-projektleder fra Syddansk Sundhedsinnovation, Anna-Britt Krog.

Nye tilbud til borgere med KOL, hjertesygdom eller behov for støtte til sunde vaner

I projektet ”Sundhed Sammen Hjemmefra” udvides digital patientuddannelse til også at omfatte borgere med KOL og yderligere to underdiagnoser af hjertesygdom (hjertesvigt og hjerterytmeforstyrrelser).

Målet med projektet er desuden at udvikle et digitalt tilbud til en stor gruppe borgere, der er i risiko for at udvikle eller forværre en kronisk sygdom ved at tilbyde et livsstilsforløb med særligt fokus på digitalt rygestop, online træning, sund vægt samt webinarer om sund livsstil.

Det Digitale Sundhedscenter udvikler nye tilbud




Kontakt
SDSI
It-projektleder
Anna-Britt Krog
+45 3043 3172
anna-britt.krog@rsyd.dk