Appen ”Mit Liv – min sundhed” støtter sårbare borgere til et sundere liv

Kan appen ”Mit liv – min sundhed” styrke egenomsorg, understøtte håndtering af type 2-diabetes og fremme en sundere livsstil hos sårbare borgere i kommunale støtteordninger?

For at svare på det spørgsmål har Diabetesforeningen, Steno Diabetescenter Odense og Ærø, Svendborg og Faaborg-Midtfyn kommune i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation og virksomheden Makeable udviklet en overskuelig og visuel applikation; ”Mit liv – min sundhed”

Inspiration og støtte til sårbare borgere

”Mit Liv – min sundhed-”appens primære målgruppe er sårbare borgere i kommunale støtteordninger. Den har fokus på at øge egenomsorgen og understøtte adfærdsændringer, men samtidig understøtter den samarbejdet mellem borger og de fagprofessionelle (dialogredskab).

- Der en fantastisk app, den giver overblik, holder mig op, på mine aftaler med mig selv og motiverer mig til, at tage de rigtige valg så jeg levere sundere, fortæller Maria Sahl, afdelingsleder, Svendborg kommune, Afdeling Vejledning og Støtte

Hjælp til at planlægge en sundere

Kort fortalt hjælper appen borgeren med at planlægge og leve en sundere hverdag gennem inddragende og tiltalende funktioner og indhold.

Appens indhold præsenteres visuelt, hvor video, tegninger og billeder har erstattet tekst. Den indeholder fire grundlæggende fokusområder: ”Min dag”, ”Min krop”, ”Netværk” og ”Mine tanker”.

  • Min dag: Her kan borgeren planlægge og se dagens aktiviteter, holde styr på væskeindtag og måltider. Aktiviteterne indsætter de selv. Aktiviteter kan også være en huskeliste til medicin, aftaler med læge eller andre fagpersoner.
  • Min krop: Her kan borgeren få inspiration og hjælp til indkøb og madlavning. Borgeren kan følge 1:1-instruktioner til hverdagsmotion og udføre motionen sammen med instruktøren.
  • Netværk: Viser borgeren aktuelle og fremtidige tilbud, som findes og udbydes i lokal området. F.eks. væresteder, madlavningskurser, gåture. Borgeren kan desuden se dage og tider for de lokale tilbud og tilføje dem til ”min dag”, hvis de gerne vil deltage i et af tilbuddene.
  • Tanker: Her handler det om ’mental fitness’. Borgeren kan få viden og information om kendte mentale udfordringer og øvelser, som de kan bruge til at øge deres mentale sundhed.

Helbredssegmenter

Helbredssegmenter er en avanceret funktion, som findes under ”mere”. Her kan borgeren tilpasse indholdet i appen. Dvs. målgruppen kan udvides til borgere, som har hjertesygdom eller har fået konstateret type-2 diabetes.

Projektleder, Carsten Jensen, Syddansk Sundhedsinnovation, forklarer,

- Vi har udviklet og designet en løsning, som henvender sig til sårbare borgere, men ved at anvende helbredssegmenter kan vi allerede nu og på sigt, tilføje nyt indhold tilpasset flere målgrupper. Appen ændre sig i realtid, når et helbredssegment markeres, således at indholdet følger de valg, som borgeren foretager sig.

Digital Diabetes

Appen ”Mit Liv – min sundhed” er en del af projektet "Digital Diabetes", som har til formål at udvikle og afprøve en digital løsning, som understøtter håndtering af type-2-diabetes og fremmer hensigtsmæssig livsstil hos sårbare borgere i kommunale støtteordninger.

Baggrunden for ”Digital Diabetes” er, at kommunerne oplever stigende kompleksitet i samspillet mellem psykiske og somatiske helbredsproblemer. Det gælder fx borgere, der pga. nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer indgår i kommunale støtteordninger. Her overskygges det pædagogiske arbejde ofte af helbredsproblematikkerne, der som regel er af mere akut karakter.

Generelt inviterer digitale tiltag til samarbejde på nye måder, hvor behandling og understøttelse af borgeren ikke er afhængig af personligt fremmøde. Der er på tværs af det somatiske og psykiatriske område arbejdet med at udvikle sundhedsteknologiske og telepsykiatriske løsninger for bl.a. at understøtte egenomsorg og behandling. Partnerskabet bag dette projekt har udviklet et digitalt patientuddannelsestilbud til borgere med T2D, og erfaringen er, at mulighederne i et digitalt setup appellerer til en bred målgruppe på tværs af køn, uddannelsesniveau mv. Der findes imidlertid kun sparsom viden om anvendelse af digitale tiltag, der kan understøtte sygdomshåndtering hos sårbare borgere med T2D.

- Vi ser derfor et stort potentiale i tværfaglige og tværsektorielle digitale løsninger til at understøtte håndtering af b.la. type-2 diabetes og hjælp til livstilsændringer, hos en række målgrupper, slutter Carsten Jensen, Syddansk Sundhedsinnovation.

Samarbejdspartnere

  • Diabetesforeningen
  • Steno Diabetes Center Odense
  • Ærø, Svendborg, Assens og Faaborg-Midtfyn kommune
  • Makeable.
Appen ”Mit Liv – min sundhed” støtter sårbare borgere til et sundere liv