Skip til primært indhold

Projektet Telemedicinsk Sårvurdering

Telemedicinsk sårvurdering var ét af i alt fem initiativer i den nationale handleplan for udbredelse af telemedicin

National udbredelse af telemedicinsk sårvurdering var ét ud af i alt fem initiativer i den nationale handleplan for udbredelse af telemedicin i Danmark. Det blev udrullet i årene 2012 – 2015 og har kørt i drift siden 2016. Telemedicinsk Sårvurdering er den første tværsektorielle telemedicinske service, der udbredtes nationalt. Den telemedicinske sårvurderingsløsning går ud på, at en kommunal sygeplejerske tilser patientens sår i eget hjem, tager billeder af såret, som herefter fremsendes til lægen eller sygeplejersken på sygehuset i en webbaseret sårjournal, hvor både læge og sygeplejerske (og patient) har adgang.

Læs mere i pjecen "Telemedicinsk Sårvurdering - Et tilbud til borgere med behandlingskrævende sår."

Historisk tilbageblik

Telemedicin fejrer i 2022 sit 25 års jubilæum i Danmark. Ved opstarten talte man om Telemedicin og de nye muligheder, som det åbnede op for og i 1997 udgav Teknologirådet rapporten ”Telemedicin – En vej til et bedre sundhedsvæsen”. I 1999 blev billeddiagnostik fra Danmark til Grønland og Færøerne introduceret og fungerede ud fra det telemedicinske princip: en sundhedsydelse, der bliver leveret digitalt, hvor borgeren kunne undgå at skulle møde fysisk ind på hospitalet, hvis det ikke er nødvendigt – her fungerede det endda oversøisk. ”Sår i Syd” var navnet på den oprindelige projektide for sårvurdering fra 2005. Den var sat i verden for at højne kvaliteten af sårbehandlingen Syddanmark og ud fra det faktum, at mange borgere har brug for jævnlige tilsyn og sårbehandling af en kommunal sygeplejerske i eget hjem, da ubehandlede sår kan medføre infektioner, sygdomsforværring og i værste fald, amputationer. Dette havde en gruppe fremsynede klinikere fra Syddanmark sat sig for at gøre noget ved og i 2006 så den første udgave af sårjournalen dagens lys. Socioøkonomisk set, giver telemedicin god mening, fx også i statsfængsler. På Sdr. Omme Statsfængsel havde man indsatte, som løbende havde brug for sårvurdering og sårbehandling, hvorfor det gav god mening at åbne op for anvendelsen af telemedicinsk sårvurdering.

Organisatorisk

Telemedicinsk sårvurdering består af en organisatorisk del i form af en tværfaglig og tværsektoriel samarbejdsmodel, hvor kommunikationsteknologi bidrager til et tættere samarbejde mellem den kommunale sårpleje og sårspecialisten på sygehuset i behandlingen af især komplekse sår. Der foreligger en samarbejdsaftale mellem Region Syddanmark og de 22 kommuner, der beskriver samarbejdet mellem parterne. Samarbejdet om telemedicinsk sårvurdering aftales og koordineres lokalt mellem kommuner, sygehusenheder og praktiserende læger. Den lokale forvaltning og Erfa-gruppen indrapporterer slutvis til følgegruppen for behandling og pleje.

Teknikken

Den tekniske del af telemedicinsk sårvurdering foregår på en platform og en dertil tilknyttet applikation, som leveres af Dansk Telemedicin. Platformen og applikationen anvendes typisk af sårsygeplejersker, når den telemedicinske sårbehandling igangsættes i samarbejde med borgeren. Platformen understøtter tværsektoriel deling af journaloplysninger, som styrker kommunikationsforløbet mellem sygehuse, kommuner og patienter omkring et sårforløb. Kommunikationen tager udgangspunkt i borgerens personlige journal, som typisk består af notater og billeder. Borgeren kan få adgang til platformen ved brug af MitID, hvor der både kan tilgås platformen og tilhørende applikation. Platformen anvendes som kommunernes og regionernes kommunikations- og udvekslingsplatform til Telemedicinsk Sårvurdering. Adgangen til platformen sker ved enten brug af medarbejdersignatur eller hjælp af den lokale administrator. De tekniske fordele ved platformen er bl.a. at den understøtter sikker overførsel af billeder, videoer og journalnotater koblet på borgerens sårforløb.

Årligt uddannelsestilbud i sårbehandling

Region Syddanmark udbyder hvert år 1-2 kurser i sårbehandling til opkvalificering af sundhedsfaglige. De er rettet mod sygehuse, kommuner og praksislæger, der ønsker at blive opdateret på de grundlæggende principper og nyeste teorier og produkter inden for sårbehandling. Der er samtidig være en introduktion til og oplæring i brug af den telemedicinske sårjournal (Pleje.net). Tilmelding sker på http://www.rsd.plan2learn.dk  (søg på ”sårvurdering”). Kurserne arrangeres af HR-afdelingen i samarbejde med Sygehus Sønderjylland og Syddansk Sundhedsinnovation. Kurserne, der varer 5 dage fordelt over 2 uger er på niveau 2 og udløser diplom efter afsluttet forløb. Der er fokus på, at deltagerne får ajourført og videreudviklet deres viden bl.a. vedr. sygdomslære, udredning og diagnosticering og at de vil være i stand til at anvende og udbrede den øgede viden i egen praksis. Fokus vil også være på det tværsektorielle telemedicinske samarbejde mellem sygehuse, kommuner og almen praksis i forbindelse med sårbehandling.

Kontakt

Driften af Telemedicinsk Sårvurdering i Region Syddanmark varetages af Syddansk Sundhedsinnovation. 

Kontakt

Trine Egsgård Køhn

Konsulent

Digital Innovation


29 16 49 93 Trine Egsgård Køhn på LinkedIn
APPFWU02V