Fremtidens trygge og legende blodprøvetagning for børn

50 sprudlende hjerner var samlet til idéworkshop om fremtidens trygge og legende blodprøvetagning for børn

Mere end 50 deltagere var den 4. december 2018 mødt op til workshop på Sygehus Lillebælt for at dele deres personlige og professionelle erfaringer med børn.

Forældre og hospitalsklovne

Blandt deltagerne var forældre, bioanalytikere, sygeplejersker, hospitalsklovne, pædagoger, læger, ledere, it-kyndige, en lærer, en psykolog og kvalitetsmedarbejdere. Alle de faggrupper, som omgiver børnene i deres møde med hospitalsvæsenet og dermed en ufattelig stor mængde indsigt og erfaring i samværet med børn var samlet. 

Alle var generøse med at dele deres personlige og professionelle erfaringer med børn. Og de kom med hver deres bud på, hvordan man i fremtiden bedre kan:

  • Forberede børn og forældre inden blodprøven skal tages
  • Uddanne og støtte personale, så de er klædt på til at møde det enkelte barn (og forælder) i øjenhøjde
  • Skabe et trygt og legende univers, som beroliger barnet og samtidig motiverer til at gå på opdagelse.

Henriette Søgaard, projektleder på projekt "Barnets vej til blodprøvetagning" fortæller om dagen,

- Sikken entusiasme og udholdenhed. Det er både vi og fremtidens børn meget taknemmelige for. Jeg siger tak til alle, der deltog. Og også tak til Sygehus Lillebælt for samarbejdet gennem hele projektet.

- Vi har nu et væld af idéer at bygge videre på. Idéer, som skal ud og afprøves af børn, forældre og medarbejdere, inden de i løbet af 2019 bliver til virkelighed.

Fremtidens trygge og legende blodprøvetagning for børn

Kontakt
SDSI
Innovationskonsulent
Henriette Søgaard
+45 2159 8450
henriette.sogaard@rsyd.dk

SDSI
Innovationskonsulent
Randi Lehmann Boesen
+45 3027 2620
rlb@rsyd.dk