Coronakrisen: Videokonsultationer lynimplementeres i almen praksis for at mindske smitterisikoen

Region Syddanmark giver alle praktiserende læger, vagtlæger, speciallæger, fysioterapeuter og kiropraktorer i regionen mulighed for at se patienterne via video. På få uger er antallet af videokonsultationer steget voldsomt

Til læge, fysioterapeut og kiropraktor via video

Det er hurtigt. Det er nemt – og nu er det faktisk også muligt for syddanskerne at gå til læge, fysioterapeut eller kiropraktor hjemmefra.

På kort tid er det lykkedes Region Syddanmark at etablere en sikker, teknisk løsning, som giver læger og andre faggrupper mulighed for at se patienterne over mobiltelefonen. Dermed har alle praktiserende læger, vagtlæger, speciallæger, fysioterapeuter og kiropraktorer i regionen mulighed for at se patienterne via video. Det skriver Region Syddanmark på sin hjemmeside.

Baggrunden er coronakrisen. For da coronakrisen ramte Danmark gik der ikke mange dage før Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation indgik aftale om, at Region Syddanmarks forsøgsordning med videokonsultation mellem praktiserende læger og patienter blev lynimplementeret i hele landet for at bremse coronavirus. Med aftale fik patienter via deres smartphone og appen ”Minlaege” mulighed for videokonsultation med deres egen praktiserende læge.
En del læger i Region Syddanmark har længe været i gang med videokonsultation. Og de så tidligt mulighederne for videokonsultation hvis, eller når skulle det hurtigt vise sig, coronakrisen ramte Danmark.

Fyens.dk skrev således allerede den 5. marts 2020 i artiklen ”Rasmus tilbyder videokonsultationer til sine patienter: God løsning, hvis coronavirussen bryder løs i Danmark” om praktiserende læge Rasmus Dahl-Larsen, som i et års tid har testet videokonsultationer med sine patienter, og de seneste tre måneder har haft videosamtale som en fast service, han tilbyder sine patienter.

Fra projekt-setup til drift-setup

Syddansk Sundhedsinnovation har siden 2014 været ansvarlig for implementering af videoudstyr i almen praksis i Region Syddanmark. Derfor gav aftalen mellem Danske Regioner og PLO stor travlhed.

På rekordtid gik vi fra et projekt-setup med én medarbejder, der installerer video hos praksis og yder support. Til et etableret drift-setup med et mobilt callcenter med 7 medarbejdere, der sidder klar ved telefonerne og hjælper de praktiserende læger med at få etableret videomuligheder.

Claus Terkelsen, videokonsulent i Syddansk Sundhedsinnovation, fortæller hvordan han og 6 kolleger i supportteamet yder support til lægerne i implementering af videokonsultation, videoventeværelser, en-vejs-video, VDX-booking ud til praktiserende læger, speciallæger og fysioterapeuter.

Se video med Claus Terkelsen https://youtu.be/WgkllK5TzGI

Christian Mercado, enhedschef i Syddansk Sundhedsinnovation fortæller,

- Vi har over de seneste uger hjulpet mere end 300 praksis med at kunne tilbyde videokonsultationer til deres patienter. Det betyder at en stor del af de praktiserende læger i regionen nu har mulighed for at holde videokonsultationer med deres patienter.

- En af meldingerne fra lægehusene er, at de med video kan holde en stor del af patienterne hjemme, så vi undgår smittespredning. De kan eksempelvis tilse sår og holde årskontroller med kronikere via video. De tilser også syge børn og får via video en bedre vurdering af børnenes almene tilstand ved eksempelvis feber og hoste.

Teletolkning, telemedicin, videokonsultation og genoptræning

Region Syddanmark har gennem mange år været i front, når det gælder anvendelse af video i sundhedsvæsenet.

Helt tilbage i 2014 startede Region Syddanmark med at bruge videotolkning i stedet for fremmødetolkning ved konsultationer. I starten på sygehusene, men i dag er teletolkning også udbredt i almen praksis. Andre eksempler er brugen af videofilm til genoptræning efter fx knæskader, hvor man på den virtuelle genoptræningsportal Genoptræn.dk finder 100-vis af videoer, hvor uddannede fysio- og ergoterapeuter aktivt viser og guider borgeren i at udføre øvelserne korrekt. Desuden brug af video til udskrivningssamtale og senest også til kompetenceudvikling.

FAKTA

  • 75 % af de praktiserende læger i Region Syddanmark har videoudstyr
  • 100 % har mulighed for en-vejs-video, hvor de via SMS til patienten kan få adgang til kameraet i patientens smartphone og dermed få billede på samtalen. Vi har ca. 45 daglige opkald fra praktiserende læger der har brug for hjælp til deres videokommunikation. Det er alt fra at få installeret systemet, hjælp med password og opsætning og andre udfordringer.
    Samtlige speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og fodterapeuter er tilbudt en-vejs-videoløsningen til deres patienter, implementeringen er gået i gang.
  • De 22 syddanske kommuner har nu også mulighed for at kommunikere med praksis via video og vores envejsløsning.

Læs mere om videotolkning 
Læs mere om videokonsultation.

 

Coronakrisen: Videokonsultationer lynimplementeres i almen praksis for at mindske smitterisikoen

Kontakt
SDSI
Konsulent
Claus Terkelsen
+45 2920 1011
Claus.Terkelsen@rsyd.dk

SDSI
Enhedschef
Christian Mercado
+45 2617 6775
Christian.Mercado@rsyd.dk